Kvinder, der (tilsyneladende) hader mænd

I tirsdagens Berlingske Tidende, var der en stort udfoldet artikel om “Stærke kvinder flytter sammen”. Uak, Onkel Anders – nu er den gal i mandeby. Kvinder har nemlig ikke brug for mænd længere. De skal højst have fingre i en homoseksuel ven, som sæddonor og så er de ellers selvvalgt selvkørende, hele livet. Vi er overflødige, ubrugelige, ligegyldige.

Men gemt lidt væk fra Jesustyperne i overskriften opdager læseren to aspekter af denne blockbustersag, dels at disse kvinder ikke hader mænd, de bor sammen for at få den naturlige hjælp, der ligger i en stamme og dels at det handler om så få, at de nærmest ikke er talt endnu. Disse kvinder udfolder altså en helt normal adfærd, hvor de grupperer sig for at hjælpe hinanden, fordi alle mennesker ved, at det tager en landsby, at leve et lykkeligt liv. Det er hårdtkodet i os – vi kommer længere sammen end, hver for sig.

Og så den anden del af artiklen, nemlig den manglende påviste signifikans. Skulle vi ikke tage fat på problemet når det bliver et problem. Altså når vi har mande- og kvindeghettoer i hele landet, der nægter at tale sammen og endnu vigtigere – siden hvornår er det blevet et problem at folk bor i kollektiv? For det er jo det, der ligger i sagen. Der er i værste fald tale om et helt almindeligt kollektiv og i de fleste tilfælde bare tale om folk, der bor i opgang sammen.

“Flere kvinder flytter sammen i kvindefamilier – det fastslår eksperter”, skriver den kvindelige journalist. Nu er jeg jo ingen Larry King, men rent journalistisk tror jeg nok vi er i gang med at skabe en lidt kedelig konstruktion i læsernes hjerner. Historien er blevet spidsvinklet og strammet – og må næsten være resultatet af et par observationer i den nærmeste kreds omkrign journalisten, der så er blevet oversat til en tendens. Men der er bare et par skridt i mellem at skabe en tendens, som bliver tolket hen i retning af at manden er overflødig og så det faktum, at disse kvinder faktisk bare følger den helt almindelige menneskelige adfærd – at gruppere sig for at stå stærkere individuelt.

Nu er jeg stadig ingen Larry King, men jeg har dog lidt erfaring fra en (1) skilsmisse og jeg forstår sgu godt, hvis folk kommer lidt fortumlet ud af en sådan – eller i det hele taget står overfor en grad af forvirring i forhold til forhold. Man får en på hovedet i en skilsmise, en slags sjælerystelse, som man skal bearbejde. Og hvis nogen af de mange kvinder, mænd og børn, som kommer ud af en skilsmissefamilie, skulle vælge at bo alene, eller sammen med en af deres eget køn, er det nok heller ikke så underligt. Det er praktisk og godt. Men er det vigtigt på sådan et vores-samfundsstruktur-bryder-sammen-agtig måde? Ikke umiddelbart.

Det viser sig også i artiklen, at de cases journalisten har fundet mere er sjælelige kvindegrupper, der bor i nærheden af hinanden og derfor kan mødes og hjælpe hinanden i hverdagen, fremfor at skulle mødes lørdag aften på Crazy Daisy fordi de har aftalt at mødes. Altså er de en slags naboer, der hjælper hinanden og måske definerer sig, som kvindegrupper – men det er jo altså langt fra historiens start “Stærke kvinder flytter sammen”.

(for en god ordens skyld skal det nævnes, at den følgende del af blogindlægget var faldet ud – og senere indsat. Derfor har Søren og Dorte herunder, kun kommenteret på indlægget hertil og ikke det følgende).

Her rammer vi et område, hvor vi skal til at passe alvorligt på, det er nemlig ikke journalistens Cavling-ønsker og avisens våde drømme om høje salgstal og den deraf følgende historiestramning, som skal sætte dagsordenen for debatten, for så sidder vi sgu først inde i hulen og vil kun diskutere skyggerne på væggen. Når man ændrer de redskaber og den forståelse, der er i et samfund, så må vi jo nødvendigvis finde nye måder at agere og leve på. Den debat vi burde tage op er debatten om hvordan vi mennesker, hænger på vores egen udviklingstrang – hvor vi sidder på en selvskabt tiger i fuldt firspring ud i de hvide områder på kortet.

Nu har vi gennemgået en udvikling gennem industrialiseringen, som menneskene i tidsaldre før os, gennemlevede langt mere flydende på flere tusinde år. Selvfølgelig er vi lidt forfjamskede og forvirrede på et højere plan. Vi har afskaffet overtro og tro, fået skolegang, damp, tog, biler, arbejde, flyttet fra landet til byerne og frigjort først arbejderen og derefter kvinderne på rekordtid. Og det er kun lykkes at lovregulere en del af det – resten er op til os selv. Vi kan jo ikke råbe ulven kommer, hver gang vi møder noget vi ikke umiddelbart har værktøjerne til at reparere, endsige manualen til at forstå.

Der er ved at opstå en sandhed i pressen om mændene, som det svage køn, der ikke kan klare sig uden kvinder, der sagtens kan klare sig uden dem. Og det er lidt ærgerligt. For det er en ældgammel kønskamp, som vi burde være ude over. For det første giver det ingen mening – i ligestillingens land – at definere hinanden, som netop køn. Burde vi ikke diskutere det ud fra et tankesæt, der behandlede kønnene ens? Burde vi ikke definere os, som mennesker, der lige nu står overfor en række kulturelle udfordringer, som vi ikke kan hente svarene på i vores opvækst og tillærte kulturforståelse? Men det er endnu mere ærgerligt fordi det er en polarisering, når det vi faktisk har brug for er en samlende debat, der inddrager os allesammen. For det er sgu et fælles problem for kvinder, mænd og børn, at vi skal lære at begå os i en verden, der stiller os overfor udfordringer, vi ikke kender løsningen på.

Advertisements

5 responses to “Kvinder, der (tilsyneladende) hader mænd

  1. Jeg kom sådan til at tænke på Lucky Luke da jeg læste det i Berlingeren. I Lucky Luke bind 55, får en kæreste.
    Han skal flytte 15 mænd der bor helt alene i een by, til 15 kvinder der bor helt alene i en anden. Moralen i historien er at der er én til os alle, og at man naturligvis ikke har nogen gavn af helt at undvære det modsatte køn.
    Det har kvinder jo heller ikke.. Før eller siden vil de løbe tør for nedfrosset sæd. 😀

  2. Også jeg konstaterede, at overskriften var falsk varedeklaration.

    Men det ligger jo i tråd med tidsånden, hvor kvinder angiveligt truer mændene. Ytrer i tide og utide af mænd, samt yngre kvikke kvinder, der bliver vældige populære på det.

    Der er salg i vinklen om de stakkels mænd. Storsalg.

  3. @Søren – Det er da en smuk historie. Jeg tror sagtens kvinder kan leve uden mænd og mænd uden kvinder, det er jo bare sjovere, hvis vi kunne finde ud af, at leve sammen – allesammen.

    @Dorte – Det er nemlig lidt ærgerligt, at det er blevet sådan en folkesandhed. Lykke Friis er i dagens avis med en lidt mere nøgtern vurdering af sagen, nemlig, at det handler om at få en fælles forståelse af og deltagelse i ligestillingen. Det nytter jo ikke noget, at vi polariserer synes på mænd og kvinder igen – det er jo et skridt retur med modsat fortegn.

  4. Jeg hørte artiklen omtalt i radioens morgennyheder. Min første tanke var “Ahrj, hvor er det dog en skam, sikken en fælles falliterklæring fra begge køn”.

    Jeg ved ikke, hvilke parametre, der ligger til grund for at blive erklæret “stærk”. At man er kommet helskindet ud af en skilsmisse og stadig hænger ud og i? At man er blevet klar over, og kan formulere, ønsker til et parforhold?

    Men det _er_ bare mere praktisk at være flere end sig selv. Særlig når der er børn. Og det er ekstremt grænseoverskridende at skulle lukke et fremmed menneske ind i den bobbel, der skabes, når børnene endelig er hjemme.

    Forstår dem godt, kvinderne.

  5. Jeg forstår dem også – i den grad. En mandlig kollega jeg havde engang, blev skilt og skabte så et mandekollektiv, hvor der boede flere fraskilte mænd med deres delebørn – og det giver bare meget mening, fordi – som du skriver – er det mere praktisk at være flere. Der var så heldigvis ingen, der skrev historien om, at stærke mænd flytter væk fra kvinderne.

    Og jeg er helt enig med dig – det er dybt grænseoverskridende, at lukke andre ind i boblen. Det er så svært og kan være en dans på en knivsæg. Og jeg forstår sgu godt folk vælger at være sig selv sammen med børnene.

    Dybest synes jeg dog ikke at det klæder avisen, at gøre det til en kamp mellem kønnene, om det ene kan klare sig uden det andet. For selvfølgelig kan vi klare os uden det andet køn – vi kan bare ikke klare os helt alene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s