Dramafix

Har du bemærket at alle toere altid starter med at etablere det faktum, at de alligevel ikke levede lykkeligt til deres dages ende? På den vis er toere meget mere realistiske og som livet er, end den historie, vi normalt får fortalt. Det er også derfor toere typisk stinker, de er nemlig sjældent det dramafix, som vi elsker og behøver. De ligner den stinkende, endeløse, kedsommelige hverdag, der pludselig ender med et uventet brag.

På det seneste er historien, som form, begyndt at irritere mig mere og mere. Nogle dage tror jeg faktisk den er direkte skadelig for vores samfund og civilisation. Når jeg ser mig sur på den, bliver den hele roden til alt ondt fra curlingbørn over skilsmisser til arbejdsløshed. En historie har en start, en midte og en slutning. En historie har en hovedperson, der undervejs bliver klogere og vender 180 grader på en grundholdning i sit liv. Hvis historien vil ham det godt bliver vi glade på heltens vegne og hvis den vil hovedpersonen det skidt, kan vi udleve dele af vores egen sorg via ham.

Mentale 3d briller
Men det er jo noget ævl, at vi kan leve gennem historier – for det er ligesom at lade børn vælge, hvad de vil spise. Slik er ikke rigtig mad og historier er ikke rigtigt liv. Vi ønsker, som udgangspunkt, sjældent at udvikle os ligesom hovedpersonen, for det gør ondt. Vi vil have den søde slutning og den vælger vi, fordi det føles godt i maven. Så vi går ind og ser endnu en chick flick, guy cry, slasher, mockumentary, teen movie eller hvad vi nu plejer at se. Og til sidst er det sådan vi ser verden. Vi får mentale 3d briller permanent. Problemet er bare, at sådan er verden ikke. Og hvis vi overfører vores historieforventninger til dagligdagen, ja så bliver vi sgu slemt skuffet.

For det første kan vi ikke starte historien når vi har lyst. For det andet kan vi slet ikke bestemme hvordan den skal udspille sig, eller med hvem. Det er slet ikke sikkert vi er med. Faktisk er der slet ikke nogen historie til hverdag. Der er ingen start, midte og slutning. Det er derfor vi betaler 100 kroner for at gå i biffen. For så kan vi æde slik, hjernen slappe af og historien udfolde sig under velordnede forhold.

Uden mening er det meningsløst
Hverdagen er en lang serie af komplekse ligegyldigheder, som ikke har en overordnet og sammensat fortælling, der giver mening til sidst. Livet er en serie af valg, der ikke skal tages i en bestemt rækkefølge, for at opnå et bestemt resultat – faktisk kan man sagtens være så uheldig, at træffe alle rigtige valg og så blive kørt over af en tilfældig dobbeltdækkerbus med turister. En meningsløs ulykke. Præcis – for det er ikke en tilknappet historiefortælling, den kommer først når vi genfortæller forløbet og lægger en færdigbagt mening oven på.

Lige nu er der i Fyens Stiftstidende en serie med en kvinde, der ønsker sig det perfekte bryllup – men ikke ejer de økonomiske midler til at gennemføre det. Derfor forsøger hun, på alle tænkelige måder, at skaffe sponsormidler, sådan hun får dét ultimative bryllup, der ligger inde i hendes hovede. Jeg kan godt se historien er god. Derfor fortæller vi den i avisen. I den omvendte nyhedstrekant, så den kan skæres nedefra.

Den klæder forsiden. Men hvordan ser en kvinde, der er voldsomt optaget af at realisere sine egne, egoistiske drømme om selviscenesættelse egentlig ud, hvis man oplever den 1:1? Sikkert ikke særlig køn. Slet ikke i en tid, hvor 2 millioner børn er ved at dø af mangel på fornødenheder på Afrikas Horn. Det er en god historie, at kvinden er opsat på at finansiere sin drøm af et bryllup, men er det faktisk en særlig god historie? Og hvad vil hun bagefter? Stoppe tiden og leve lykkeligt til sine dages ende? For det er så yndigt at følges ad?

Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at historien har fungeret som grundformidler af drømme og håb så længe, at vi er blevet næsten ukritisk døve overfor livet. Vi har endda opfundet en speciel tv-form, der er stærkt, iscenesat virkelighed, som vi kalder reality. Det er en velkommen pause i en kompleks og uoverskuelig hverdag, at se en godt fortalt historie, der tager os i hånden og leder os gennem 3 forudsigelige akter – og ligesom en tur i rutchebanen, så ender vi samme sted, som vi steg på. Men historien skal ikke forveksles med, hvad vi kan forvente os af livet. Tværtimod, skal vi se historien, som en velordnet pause, der giver os energi til at gennemleve den ustrukturerede og ufrivilligt komplekse fortælling vi kalder vores liv.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s