Rebel Inc

I går kom min syttenårige datter hjem med en hanekam. Hun havde taget luften ud af overraskelsen ved at sende et billede på mail først – så der var ikke nogen chokeffekt i selve mødet. Og jeg må også tilstå at jeg egentlig mente, det jeg skrev til hende, da jeg først så billedet. “Det er fint!” – altså, som i ser godt ud. Sådan må forældre jo aldrig svare på oprør. De skal opstille en mur af afstandtagen, så der kan spilles oprørsbold – men jeg mente det jo. Jeg synes det var fint.

I halvfjerdserne gjorde punkerne oprør. De rettede det mod et fænomen, som jeg elsker som billede og savner et dansk ord for – nemlig the establishment. Et establishment, jeg altid selv har følt skulle udfordres. Dog ikke med hanekam – jeg er mere sådan en viking med sideskilning-type. Punkerne gjorde oprør ved at vise, at alt, der historisk var styret af the establishment – f.eks. kulturproduktion, tjah – det kunne man sagtens selv. Også selv om man ikke kunne. Visuelt gjorde punkerne oprør ved at trashe sig selv. Billederne af piercinger med sikkerhedsnåle, hanekam, farvet med almindelig lak og maling og en selvvalgt elendig hygiejne, skulle måske udstille, hvordan de troede the establishment så dem. Måske bare udstille den forvirring, der er indeni til man finder ud af, man faktisk har sin helt egen plads i samfundet, man skal bare tage den (det kan der så sagtens gå 40+ år med).

Så her stod min datter med hanekam og så brandgodt ud. Hun var så spot on den gældende mode, som er en revision af punkbølgen – genfundet og opdateret af en svensk forfatter – billedsat af en dansk filminstruktør. Halvfjerdsernes oprør er blevet til 10ernes Lisbeth Salander. En kvinderolle, der bliver pushet af Hollywood, som leading woman og som derfor bliver kulturikon i kraft af millioner af USDs, der bliver brugt på reklamere for netop fænomenet Salander. Og er det ikke frækt? Hollywood og gammel-socialisten Stieg Larsson(s bo) vælter sig von And-agtigt i penge, fordi de benhårdt markedsfører historien om hvordan the anti-establishment vælter the establishment. Næ – egentlig ikke. Hvis jeg stadig arbejdede, som konsulent ville jeg omgående coine frasen “oprørsøkonomi” og tage på en lang foredrags- og bogtur så jeg også kunne malke den gældende trend. Men når nu samfundet er nået dertil, hvor markedskræfterne tager over konstant, hvordan fanden skal man så gøre oprør, når man nu er ung og er en oprører uden en reel sag?

Filmen Rebel Without a Cause blev forøvrigt udsendt i 1955 af Warner og handlede præcis om oprøret. Det blev der tjent millioner af USDs på. Specielt fordi James Dean indeholdt oprøret i en lækker krop. Det samme galdt Elvis, der var en hoftesvingende oprører, der kastede milliarder af USDs til RCA. Sex Pistols blev benhårdt styret af Malcolm McLaren, der endda fik udgivet et interviewalbum med Sex Pistols under navnet “Some Product”. Og det samme gælder de faktiske symboler. Fra Minien, der fik sit navn i 60ernes frigjorte britiske oprør til Salander-piercinger og dragetaoveringer, som for tiden holder tatoo/piercing-branchen kørende. Ok – så markedskræfterne har nok været på spil lidt længere end i dette årstusinde. Selv Charlie Chaplins filmiske oprør mod the establishment for hundrede år siden endte i et af de største amerikanske filmstudier, nemlig United Artists. Bygget på gentagelsen af historien om den lille mand, der vandt over industritidens kapitalstærke samlebåndsbaroner.

Det synes næsten, som om ethvert ideal vil ende i sin egen overgivelse til det, som det udfordrer. Sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg så Peter Øvigs bog Hippie, i min boghandel, “som den perfekte julegave”. Tillykke. Det lykkedes at skabe et produkt ud af det danske og fesne svar på Woodstock, som primært var et 3 år langt slagsmål om fælleskøbmanden skulle give kredit eller ej. Men hvordan helvede gør vi så oprør – når oprøret åbenbart aldrig er mere stærkt end det suges mod det nærmeste sorte pengehul? Og er det i virkeligheden slet ikke et oprør vi er interesseret i, men bare sådan lidt barnligt, at finde ud af, der virkelig er kærlighed til os – også når vi påkalder den med udfordring.

Måske specielt et ønske, der opstår når vi skal til at forholde os til nogle krav, som måske ikke er behagelige. Vi skal selv til at tjene penge. Vi skal op til tiden. Møde på et arbejde. Få nogen børn. Købe en dyrere bil. Dø værdigt. Så er det vel nemmere i en tid, at kaste sig hovedkulds ud i den kultur vi ved elsker os – dem, der minder mest om os selv. Og så tage kraftigt afstand fra dem med kravene. Som vi så i en periode, kan se som dem, der solgte ud. Dem der gav op. Gav ind. Og nu er del af det store samlebånd. Handler den uendelige række af røvgevirer og piercinger ikke mere om at melde sig ind i en stamme, ved at skille sig ud fra en anden? Det tror jeg det gør. Og det tror jeg også er selve essensen af det evige ungdomsoprør – at vise sit tilhørsforhold til en ungdomskultur, der SKAL give fingeren til the establishment.

Det vilde er så at oprøret er så cyklisk og forventeligt, at man kan drive forretning på det. Nogle af dem, der er allerbedst til at tjene penge på det evige ungdomsoprør er den amerikanske mediemogul Viacom, der driver TV (Nickelodeon, MTV og Comedy Central), film (Paramount og MTV) og computerspilproduktion. De tilbyder et benhårdt og godt afprøvet oprør, der virker for 99% af alle senteenagere. Dermed ender deres oprør og opgør i kløerne på dem man skulle tro var selve modstanderfiguren, men faktisk tilbyder netop det syndefald af (stærkt iscenesat og markedsført) ungdomskultur, der kan klippe vingerne af de små englebasser.

Advertisements

4 responses to “Rebel Inc

  1. Supergodt indlæg. Var lidt inde på det i nyhedsbrevet: tveskov.com/tn/tn2.pdf (se afsnittet “DET NÆSTE UNGDOMSOPRØR” hvor der bl.a kommer med et bud der hedder “Ting der ikke kan googles”..

  2. Rigtig godt indlæg – og også en dejlig provokerende vinkel (siger en af de unger der prøver at gøre oprør). Jeg må indrømme at jeg føler mig dybt provokeret af den måde du tilsyneladende fraskriver unge muligheden for at lave et reelt oprør, selvom jeg sagtens kan se dine argumenter – the establishment tjener kassen på oprøret mod netop establishment, men at det udelukker ethvert rigtigt oprør synes jeg er at kaste håndklædet i ringen – hvilket jeg aldrig håber jeg selv gør

  3. Hej Jonatan – fedt, at læse din kommentar. Jeg er enig i man ikke skal kaste håndklædet i ringen – for vi skal jo udfordre og udvikle, både os selv og samfundet konstant. Men måske er det netop det klassiske oprør vi skal gøre oprør mod 🙂

  4. Hej Patrick
    På mystisk vis er jeg faldet over din blog. Spændende og velskrevet indlæg. Jeg synes særligt at din pointe med at et ungdomsoprør for de fleste handler om at etablere et tilhørsforhold og dermed aktivt at vælge noget (og dermed at fravælge noget andet) er god.
    At lave et oprør kræver noget at lave oprør imod gerne en stærk monokultur der undertrykker anderledes tænkende. Din egen holdning til hanekamme viser fint at et stort ungdomsoprør ikke er nært forestående, da samfundet i langt højere grad accepterer mangfoldighed end tidligere.
    Man kan måske sige? At der (i Danmark) ikke er nok at være utilfreds med og derfor udebliver et egentlig oprør, og unge mennesker blot skejer ud som de altid har gjort som en del af deres identitetsdannelse.
    5 år med høj ungdomsarbejdsløshed vil virkeligt ændre på den situation…
    Hilsen Janus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s