Intim på sikker afstand

Lav kunst ud af det! Måske det bedste råd man kan få. Hvordan forandrer vi al det, som vi ikke kan begribe, fatte, forstå endsige påvirke, som sker i løbet af et liv? Hvordan aktiverer vi det? Punkterer det, så det ikke æder os levende? Lav kunst ud af det. Syng, spil, dans, skriv det ud. Tippet kommer fra den svenske sangerinde Marie Bergman og på en eller anden måde, ramte hun den dag, (i dag) hvor jeg kunne forstå det. De seneste uger har været sådan lidt specielle, i og med jeg runder 40 på lørdag. Om det er selve symbolikken eller bare den samlede følelse, det ved jeg ikke – men der er sgu en solid snert af midtlivskrise. Og i den sammenhæng, er det måske værd at sige, at med min livsstil vs almindelig udtrykt anbefalelsesadfærd fra statslige organer, så skal jeg nok være heldig for at være midt i livet.

Jeg har skrevet denne blog i ti år. Jeg startede med den på en tredie sals lejlighed, som var der hvor mit livs kærlighed og jeg flyttede hen, for at få en fælles start sammen. Efter en alenlang fascination af nettet fandt jeg bloggen, som form. Jeg skrev den i det hus vi troede vi skulle danne rammen om vores fælles liv – vores to børn og os. Alene. Fordi vi var blevet skilt. Og hun var flyttet. Jeg skrev den i det store hvide hus, hvor jeg flyttede hen, da vores fælles hus endelig var solgt. Mens jeg skiftede mellem at gå i byen og være ung med de unge og sidde alene og have det elendigt. Eller have mine børn og en solid hverdag. Og nu i en lejlighed i Odense midtby, mens jeg dagligt pendler til København for at arbejde – og meget aktivt tilvælger singletilværelsen med børn, dag for dag.

Jeg kan huske da jeg fandt bloggen, som form. Forundringen over at kunne udgive selv. De forsøgsvise trin ud på isen. Og den benhårde erkendelse, der fulgte – ligegyldigt, hvad man skrev ændrede det ikke verden. Eller fjernede ensomheden. Ligegyldigt, hvor skuffet jeg har været undervejs, fordi der manglede swusj og effekt af ordene – så har de betydet mere end jeg har regnet med. For dette er ikke en dagbog. Dette er en offentlig tilgængelig, men anonymiseret dagbog med tydelig afsender. Jeg ville aldrig skrive noget, som jeg ikke kunne tåle at læse igen. Men jeg føler ind i mellem jeg kan skrive ting her, som jeg aldrig ville sige højt. Lad mig give et eksempel:

I sidste uge sagde en kollega: “Har du så fyrre års krise?”. “Nej, overhovedet ikke”, autosvarede jeg. Præcist som man svarer “NEJ”, når nogen i telefonen spørger: “Vækkede jeg dig?”. Og de gjorde netop det. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare sige “JO”, som er det rette svar på det meget præcise spørgsmål. Jo, jeg har sgu en fyrre års krise. Jeg synes det er svært at vide, hvorfor jeg er så ked af det inde i mig selv lige nu. Det er næsten blevet en tilstand i de forgangne uger. Jeg tror det er fordi, jeg er i en lidt eftertænksom modus. Jeg savner dem jeg har mistet undervejs. Nogle fordi vi skulle skilles. Nogle fordi jeg var dum. Så ekstremt dum. Og nogle fordi de var dumme. Jeg kunne jo have tilgivet dem, men det gjorde jeg ikke. Og nogle fordi de blev syge og døde. Eller bare døde – sådan helt regulært. Fra dag til dag.

Og så fordi jeg opdager, at jeg ikke længere har hele livet foran mig. Mine handlinger har en noget mere blivende karaktér over sig. Og har haft det i længere tid end jeg erkendt. Dét er jo verdens største, latterligste, mest åndssvage, pisdumme og trælse kliché. Men jeg har ikke længere hele livet foran mig. Min mest sort/hvide-side vil jo påstå, at det har jeg aldrig haft. Du overser en bus eller bliver overset i et højresving og så er du færdig. Men min statistik-elskende, let forblommede side vil jo sige, at gennemsnitslevealderen for danske mænd er i hvert fald over halvfjerds, så lad os nu bare tro på livet. I hvert fald nogle årtier endnu. Men det kan man jo ikke. Det tunge ved erfaring er jo netop, at man ved at et gennemsnit er vægtningen af nogle utroligt heldige mennesker og nogle utroligt uheldige mennesker. Og at klokke-kurver danner deres højdepunkt i kraft af yderpunkterne. Så nogle skal blive ældgamle, cigarrygende og aldrig-hostende mennesker. Og andre bliver nakket, netop som de står der og venter på bussen i halvtredserne.

Og det kan jeg skrive her, for nogle gange er det nemmere, at være intim på afstand.

Advertisements

3 responses to “Intim på sikker afstand

  1. Tak for det.
    Jeg tror også at min vigtigste læring er, at det er bedre at skabe, end at kigge på.
    Selvom du måske synes nogle af dine pointer er ligefor, så er det alligevel vigtigt at få dem sagt.

  2. Tak emme. Jeg var faktisk ved at slette dette indlæg, da jeg så din kommentar. Nu bliver det.

  3. Godt du ikke slettede – gode ord – sender dig et knus og en bunke gode tanker, og så ses vi snart til en kande kaffe!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s