Spred hjernen

Jeg ville ønske, der var et ord i den politiske forståelse, der havde modnet sig på samme måde som ateist. Et ord, der beskriver et menneske, der anerkender andres ret til en politisk ideologi, samtidig respekterer nødvendigheden af et politisk system, men måske ikke kan finde sig selv i det. Jeg er sgu ikke rigtig buddhist, jeg er heller ikke rigtig kristen på den gammeldags måde, men heller ikke på den nye måde. Jeg finder ikke gud i det gamle testamente – heller ikke efter fyrre år i ørkenen. Eller på den syvende dag i det nye. Og så trækker jeg ateist-kortet og er fredet. Tak for det.

Sandheden er at jeg stadig betaler til Folkekirken og har de samme samtaler med Gud, som jeg har haft siden jeg var en lille knægt, der virkelig trængte til dem – for min Gud ved, at det trængte jeg til og trænger til – men fordelen er, at det er min Gud. Eller måske rettere min gud. Min gud er meget tilgivende, vis og klog. Hey, jeg vælger trækkene – men han trækker valget. Og vi er ret på linie og derfor er gud meget tilstedeværende i mit liv. Ikke at han siger så satans meget. Men han er der altid, på sig egen stille måde. Og det fungerer rigtig fint for mig.

Tidligere brugte man ateist som en udefra kommende beskrivelse, i dag kan man selv påberåbe sig netop den status – og det er i orden. Ordet har modnet sig. Det er lige så fint at være troende, som at være ateist. Faktisk er det med tiden blevet næsten ens. Om man tror på Noget eller ikke-noget er lige så valid en tro. Men det gælder sjovt nok ikke når vi når det politiske. Så bliver stemningen hurtigt meget definitiv. Man skal æde en ideologi. Med hud og hår. Der er sgu ikke meget slack eller tilgivelse i det politiske system eller den lille omgangskreds, som det jo i virkeligheden er i så lille et land, som gør politikken i Danmark. Her kan man ikke melde sig ud, man kan heller ikke vakle. Vi kan blot lade som om vi alle har et ståsted. Og det er vel dybest set derfor politik er så fucking neder´n på kanten af 2013.

Ind i mellem er der en enkelt, der hoster noget om råheden og at vi har de politikere, som vi fortjener. Men det er sgu sjældent jeg virkelig har påskønnet de uendelige diskussioner for uenighedens skyld, som kan følge en fesen fadøl på Toga. Der er intet ønske om at skabe noget spirende – kun at sønderbombe noget eksisterende. Eller fjerne det frø, der måske kunne spire. Et ønske, der – ser det ud til – allerede forventes i de unge år i partiernes ungdomsorganisationer og derfor er DNA på tinge.

Tænke sig, hvis det fandtes at man kunne lære af andre ideologier og at man kunne respektere hinanden for den fælles tro på det bedste for alle – og at denne muligvis kan komme fra flere politiske guder. At man brugte den samme mængde energi på ikke, at grine ad hinanden eller gøre hinanden til grin. Prøv at tænke på hvilken mængder af midler (ergo, hvor mange der kunne leve lykkeligt på et plejehjem eller bade i mælk i en børnehave) der kunne frigøres, hvis ikke man skulle nedgøre og nedbryde hinandens tankesæt – men tænkte på om der var noget fælles at bygge på.

Tænk på de mængder af kroner, der kunne spares på spin, spil og spiritister, der oversætter hvert et politisk åndedrag og giver det mening for folket. Men vigtigere er det, at kigge på utopien i at 5.5 millioner mennesker skal vælge et af 8 partier på Borgen eller stemples som sofavælgere, der ikke gider udøve deres demokratiske pligt. Efterhånden er der kun to muligheder for en anstændig dansker – enten at stemme på et af de partier, der alle har deres udgangspunkt i en ideologi, der var tidssvarende for 150 til 100 år siden og siden ikke er ændret. Eller stemme blankt. (Eller blive sofavælger – men den er jo reelt elendig – demokratiet er trods alt det mindst ringe valg).

Der er selvfølgelig også den fuldstændig sindssyge vej, at blive politiker selv. Jg har ind i mellem overvejet det. Men! Det ville kræve en skråsikkerhed, som er dybt utidssvarende og som politikerne mener alle andre danskere bør frastå fra, så vi har en reel chance for at udvikle samfundet i takt med tiden. Det ville også kræve et nærmest ubøjeligt ønske om at knuse sine modstandere (læs: folk med andre tanker) fremfor, at forstå og møde dem.  Og det kræver en lyst til at sove ind med blodsmag i munden, hver aften. Fra ofrene for ens gerninger – eller fordi man har bidt sig selv, så hårdt i tungen at man ikke sagde noget uden for partilinien.

Der kan man godt være fanget mellem en sten og et hårdt sted. Og det er selvfølgelig ærgerligt. Men det er specielt ærgerligt, for hvor skal vores fremtid komme fra – i et selvopholdende politisk kartelsystem, der fodrer sig selv? Den kommer ingen steder fra. Med verdens ældste floskel – vi skaber selv den fremtid, som vi kommer til at leve i. Og det er måske på tide, at vi finder en ny fremtid, der ikke er defineret i en parlamentarisk opfattelse, der bundfælder sig i firepartisystemet med tilsættelsen af Glistrups danske marcipanbrød i ´73.

Måske er det bare mig, men kommer trætheden ikke hurtigt sjoskende? Vi har valgt at vi kan diskutere politik ud fra herremændene, landmændene og arbejdsmændene i det her lille land. Og det er sgu knap så tidssvarende i min optik. I alle andre brancher kommer, der nogen udefra og laver disruption. Gør det bedre, sjovere, hurtigere og billigere. Men Liberal Alliance stod heller ikke længden. Måske fordi de intet nyt havde med. De var forstenet fordi de primært kiggede sig over skulderen og ikke frem. Og i sig selv er det vel næsten trist, at det nærmeste vi er kommet et ny politisk tanke siden 1973 bare er ”retur til udgangspunktet” for en af de ældste poliske tanker i verden, nemlig liberalismen – nu med endnu mere selv.

Altså har vi en helt igennem forstokket og forfrossen dansk politik. Hvor man ind i mellem tænker, ”Hold da kæft, det skal jeg forandre” og så sekundet tager sin levertran og tænker: ”Hold da kæft, det kommer aldrig til at smage bedre”. For hvor starter man? Hvordan opnår man det fine forhold til sin politik, som man kan med sin tro? Det gør man ikke. Det er flot den ene side vil revolution og den anden fastholde de gamle værdier – men sandheden er, at ingen af dem bringer Danmark tættere på dagen i morgen. Det gør alle de danskere, der står op og går på et rigtigt arbejde hver dag. Og derfor er det så nemt at vælge at gøre sin borgerpligt, ved at gøre sin borgerpligt. Sprede hjernen og tænke på gud.

One response to “Spred hjernen

  1. Morgendagen vil af sig selv løse nutidens problematik. Tid løser alt.
    Globaliteten betyder blot, at ingen, hverken individ eller land tænker ens, mens hen af vejen vil alle nærme sig hinanden mere og mere, og viden vil udveksles, til gavn for alle.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s