Category Archives: den danske drøm

Kan en hjemløs byde velkommen hjem?

På det seneste har der boet en hjemløs gut i min gade. Det er mærkværdigt. Ikke fordi han bor på gaden, for det gør en del danskere selvom det nærmest er en voldtægt af det danske samfund. Men jeg forstår ham på en måde godt. Jeg ved ikke hvorfor han har valgt det – men i ganske korte perioder i mit liv kunne det også have gået den vej. Det er kun tilfælde, skæbne og banale heldigheder, der gør at jeg ikke har delt samme skæbne. Så jeg forstår ham – uden at fatte en brik. Heldigvis.

Så er der det der med at han er flyttet ind. Det stråler ud af ham. Nu bor han her. Der er noget hyggeligt og samtidig grusomt over at han bor i gaden. Jeg bor på første sal i en midtby-gågade, hvor jeg ofte vågner om natten fordi der er slagsmål og andre elendigheder som knytter sig til et gå-i-byen-kvarter. Jeg har endda været på gaden klokken tre om natten for at slukke en containerbrand. Men han sover tilsyneladende godt foran Telenor-butikken, på sine to madrasser og under sit tæppe i sin sovepose. Han ligger helt inde ved vinduet, hvor sneen ikke når ind og måske er det godt nok. Det lader ikke til at forstyrre ham synderligt, at der er flere minusgraders frost. Han ligger og sover trygt ved titiden, når jeg kommer hjem.

For mange år siden lærte jeg en direkte lektie omkring min bedrefølelse og hjemløshed. Det var mens jeg boede i London. I en periode boede jeg på kanten af Notting Hill. På den modsatte side af gaden lå en døgnkiosk. Udenfor havde en hjemløs slået sig ned. Han tiggede på alle tider af døgnet. Enten vågen med skilt og hue – eller også sovende, med blinkende lampe i huen. Så banalt var det.

En tilfældig aften kom jeg hjem efter endnu en festlig aften. Jeg var i tyverne og havde både indtægt og ungdom til at klare både værtshus og job på samme døgn. Og så havde jeg store armbevægelser. Om ikke andet på indersiden af hovedet. Så i mit kæmpestore overskud tænker jeg, at en god gerning er på plads. Så jeg køber en sandwich og en vand til manden.

Det næste jeg oplever er at han kaster sandwichen ned på gaden og sviner mig til. Jeg tror aldrig jeg har fået en mere fortjent skideballe. Han gider sgu da ikke æde en fucking sandwich – og hvorfor skulle han det? I sekundet slår skammen mig, hvem fanden er jeg til at vurdere hvad han har brug for og hvornår? Der står en nogenogtyveårig dum, dansk dreng og foregiver at være bedrevidende. Dér lærte jeg en lektie. Jeg skal ikke vurdere andre mennesker eller deres behov. Slaveriet er ophørt – den hvide mand er stemt hjem. Jeg behøver ikke give ham noget – men hvis jeg gør, skal det fandeme være noget han kan bruge. Noget han kan veksle til omgående befrielse. Og det skal komme uden den overlegne arbejdende races attitude.

Han skal selvfølgelig have penge. Penge han kan veksle til præcis det der giver ham den korte og købte befrielse, der gør at han lever på gaden. Resten af vores verden lever i en kapitalistisk verden, hvor du selv bestemmer hvad du gør med dine penge. Jesus Christ. Han skal sgu da ikke have mit krøllede og selsvmarte bud på et godt liv. Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine tyve kroner i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne. Penge, som en tydeligvis voksen mand kan bruge til det han mener, han har brug for. Uden min bedrevidende smartrøvs-attitude. Ellers kan jeg bare lade være at give manden noget.

Jeg vil gerne smide yderligere tyve kroner i en anden samfundshat, der tilbyder manden en vej ud – hvis han selv vælger det. Men de tyve huekroner, som jeg smider på gågaden skal ikke komme med en klausul eller et bedrevidende blink med øjet. Så – trænet af fortiden – hilser jeg på den hjemløse mand, der er flyttet ind på vores gade. Hvis han altså ikke er i samtale med en af de andre beboere eller folk på vej i byen. Jeg smider ind i mellem en tyver. Ind i mellem spørger jeg også om han har brug for et par handsker eller gider spise en kage – og så får han det jeg har med. Foreløbigt har han sagt ja til både handsker og kage. Men han får hverken eller uden at få en tyver – for jeg skal aldrig pisse på en voksen mand igen. Ligegyldigt, hvilket liv han har valgt at leve.

Og så er der, sjovt nok, noget rigtig hyggeligt ved at han er der og umærkeligt hilser mig velkommen hjem. Selvom jeg langtfra er misundelig på hans liv, gør han faktisk mit en smule bedre.

MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Intim på sikker afstand

Lav kunst ud af det! Måske det bedste råd man kan få. Hvordan forandrer vi al det, som vi ikke kan begribe, fatte, forstå endsige påvirke, som sker i løbet af et liv? Hvordan aktiverer vi det? Punkterer det, så det ikke æder os levende? Lav kunst ud af det. Syng, spil, dans, skriv det ud. Tippet kommer fra den svenske sangerinde Marie Bergman og på en eller anden måde, ramte hun den dag, (i dag) hvor jeg kunne forstå det. De seneste uger har været sådan lidt specielle, i og med jeg runder 40 på lørdag. Om det er selve symbolikken eller bare den samlede følelse, det ved jeg ikke – men der er sgu en solid snert af midtlivskrise. Og i den sammenhæng, er det måske værd at sige, at med min livsstil vs almindelig udtrykt anbefalelsesadfærd fra statslige organer, så skal jeg nok være heldig for at være midt i livet.

Jeg har skrevet denne blog i ti år. Jeg startede med den på en tredie sals lejlighed, som var der hvor mit livs kærlighed og jeg flyttede hen, for at få en fælles start sammen. Efter en alenlang fascination af nettet fandt jeg bloggen, som form. Jeg skrev den i det hus vi troede vi skulle danne rammen om vores fælles liv – vores to børn og os. Alene. Fordi vi var blevet skilt. Og hun var flyttet. Jeg skrev den i det store hvide hus, hvor jeg flyttede hen, da vores fælles hus endelig var solgt. Mens jeg skiftede mellem at gå i byen og være ung med de unge og sidde alene og have det elendigt. Eller have mine børn og en solid hverdag. Og nu i en lejlighed i Odense midtby, mens jeg dagligt pendler til København for at arbejde – og meget aktivt tilvælger singletilværelsen med børn, dag for dag.

Jeg kan huske da jeg fandt bloggen, som form. Forundringen over at kunne udgive selv. De forsøgsvise trin ud på isen. Og den benhårde erkendelse, der fulgte – ligegyldigt, hvad man skrev ændrede det ikke verden. Eller fjernede ensomheden. Ligegyldigt, hvor skuffet jeg har været undervejs, fordi der manglede swusj og effekt af ordene – så har de betydet mere end jeg har regnet med. For dette er ikke en dagbog. Dette er en offentlig tilgængelig, men anonymiseret dagbog med tydelig afsender. Jeg ville aldrig skrive noget, som jeg ikke kunne tåle at læse igen. Men jeg føler ind i mellem jeg kan skrive ting her, som jeg aldrig ville sige højt. Lad mig give et eksempel:

I sidste uge sagde en kollega: “Har du så fyrre års krise?”. “Nej, overhovedet ikke”, autosvarede jeg. Præcist som man svarer “NEJ”, når nogen i telefonen spørger: “Vækkede jeg dig?”. Og de gjorde netop det. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare sige “JO”, som er det rette svar på det meget præcise spørgsmål. Jo, jeg har sgu en fyrre års krise. Jeg synes det er svært at vide, hvorfor jeg er så ked af det inde i mig selv lige nu. Det er næsten blevet en tilstand i de forgangne uger. Jeg tror det er fordi, jeg er i en lidt eftertænksom modus. Jeg savner dem jeg har mistet undervejs. Nogle fordi vi skulle skilles. Nogle fordi jeg var dum. Så ekstremt dum. Og nogle fordi de var dumme. Jeg kunne jo have tilgivet dem, men det gjorde jeg ikke. Og nogle fordi de blev syge og døde. Eller bare døde – sådan helt regulært. Fra dag til dag.

Og så fordi jeg opdager, at jeg ikke længere har hele livet foran mig. Mine handlinger har en noget mere blivende karaktér over sig. Og har haft det i længere tid end jeg erkendt. Dét er jo verdens største, latterligste, mest åndssvage, pisdumme og trælse kliché. Men jeg har ikke længere hele livet foran mig. Min mest sort/hvide-side vil jo påstå, at det har jeg aldrig haft. Du overser en bus eller bliver overset i et højresving og så er du færdig. Men min statistik-elskende, let forblommede side vil jo sige, at gennemsnitslevealderen for danske mænd er i hvert fald over halvfjerds, så lad os nu bare tro på livet. I hvert fald nogle årtier endnu. Men det kan man jo ikke. Det tunge ved erfaring er jo netop, at man ved at et gennemsnit er vægtningen af nogle utroligt heldige mennesker og nogle utroligt uheldige mennesker. Og at klokke-kurver danner deres højdepunkt i kraft af yderpunkterne. Så nogle skal blive ældgamle, cigarrygende og aldrig-hostende mennesker. Og andre bliver nakket, netop som de står der og venter på bussen i halvtredserne.

Og det kan jeg skrive her, for nogle gange er det nemmere, at være intim på afstand.

Pilgrimsturen

Jeg har et fjernsyn, der kan vise mig utallige billeder og dokumentationer af verdens elendighed. Og gerne gør det. Jeg har til tider en avis, der gerne vil perspektivere mig i en retning. Jeg har en pladesamling, der kan genoplive utallige minder og situationer. jeg har et vindue, der kan vise mig verden udenfor, der adstadigt ændrer sig så jeg ikke bemærker andet end vejrets skiften. Og så har jeg mine minder. Både de selvoplevede og de overbragte. Jeg har min familiehistorie og min barndom.

Men hvad har jeg i min drømmerygsæk? Hvad er det for en idé, jeg meer vil udfri mig og give mig ro i sindet. Den der betyder jeg ikke behøver at gå længere, men kan sætte mig ned og nyde frugterne af mit liv? Hvad er det der har nok energi til at puste til den lille, trætte ild så den flammer op? (For nu at citere Trille, som jeg finder meget glæde i for tiden).

Jeg har ingen anelse. I den forrige blogpost blev spørgsmålet åbnet, hvad er den danske drøm? Siden har jeg grundet. Læst de kloge og gode kommentarer, men ikke fundet andet end at vi tror på at vi danskere, i hvert fald i mange år, har ment at hvis vi tager et medansvar for hinanden kan vi komme længere end hvis det er hver for sig. Men hvad ligger bag dette -er det en søgen efter sikkerhed eller er det bare et stort system af genforsikring.

Det ved jeg heller ikke. Og der er faktisk ikke ret meget jeg ved om dette -eller hint for den sags skyld. Derfor ar jeg besluttet mig for at bruge lidt mere energi på emnet. Om du vil med eller ej, er op til dig. Og jeg forstår ærligt talt godt hvis du ikke gider -men hvis du vil med, så lover jeg at du kan finde mig her. Sammen med det jeg finder på vejen. Så nu begynder jeg på min pilgrimsvandring.

Den danske drøm

Hos Merko i Kerteminde har de åbent til 20.00 hver aften. Så de aftener jeg ikke har ungerne er det ofte der jeg køber min aftensmad. Kører hjem og tilbereder den. Ligesom i aften. Men i dag med et spørgsmål på hjernen. Merko er nemlig ikke bare mad til sent. De har også altid tilbud på videofilm. Og i aften stod jeg med Easy Rider i hånden. På coveret blev handlingen beskrevet som: en afdanket advokat hægter sig på to halvtidspushere og kører gennem USA, på jagt efter den amerikanske drøm.

Og der i Merko opstod spørgsmålet: Hvad er den danske drøm? Du kan blive præsident, hvis du vil, hvisker de amerikanske forældre i ørerne på deres poder. Men hvad lægger vi danske forældre ind i rygraden på vores børn? Jeg er blank. Kører bilen hjem, laver maden, spiser den. Er stadig blank. Snakker i telefon med Mikkel og spørger ham, hvad er den danske drøm? Mindre skat og mere sovs, svarer han uden betænkningstid.

Men det er jo ikke en drøm -er det? Hvis man googler den dansker drøm kan man læse at den amerikanske drøm, hvor alle (i princippet) kan opnå landets højeste position, lever i allerbedste velgående… i Danmark. For her er det nemlig reelt muligt at knække arven fra forældrenes indkomst eller manglende samme -og derfor opnåelig. Men det gør det jo netop ikke til en drøm. En drøm er jo noget man kan stile mod, ikke noget der bare opstår pr. automatik. Så vi kan altså ikke bruge den amerikanske drøm i Danmark.

Så hvad er den danske drøm så? Det må være noget der er svært opnåeligt og det må være noget der er knaphed på. Ellers er det vel ikke en drøm. Lykke? Næppe. Det er jo bare målet -næ, drømmen er midlet. Det der gør lykken. For en dansker.