Category Archives: Internet

Det vitale hit

Det kræver hårdt arbejde og det kræver en helvedes vedholdende indsats at slå en bule i det digitale univers og ikke mindst det fysiske og levende univers, der ligger rundt om det digitale. Eller en heldig lavkvalitetsvideo af en pludselig indskydelse. Et barn, der slår sig på en sjov måde eller en hund, der gør som en operette. De sidste er måske sjældnere, men ofte mere opsigtsvækkende og derfor er der i de sidste ti år opstået en Lotto-kultur rundt om det digitale – og vi kommer ikke videre, før vi gør op med den. Vi skal holde op med at tro, at bare det spreder sig, så er det godt. Det er det ikke. Der er en grund til vi kalder det viralt – det spreder sig som en sygdom. Så hurtigt og skånselsløst, at det dræber sin vært. Alle husker Jeppe drikker, men ingen husker Holberg. Vores mål bliver en bevidstløs jagt på spredning, uden vi bruger meget tid på at tænke over, hvad vi spreder. Bare det kan sprede sig ned gennem opmærksomheden er det godt. Lidt ligesom en tilbudsavis med porno på forsiden.

Der er intet billigere til salg end falske Youtube-visninger, Facebook-likes eller Twitter-følgere. Det er muligt det er kinesiske robotter, der leverer varen – men det er sådan set ligegyldigt, for det er nok til at opfylde en afrapportering til en kunde eller som checksum på en kampagnedebrief. Problemet er bare, at det er et hævet bundniveau – der sker stadig intet rigtigt – der bliver ikke solgt nogle varer, ændret nogens adfærd eller sat kryds andre steder – før nok af de rette og rigtige mennesker bliver ramt – eller rettere, føler sig ramt. Og derfor ender vi i et problematisk dilemma – fordi vi stille og roligt begynder at importere alle de grimme sider af de gamle massemedier i den digitale verden – uden at stille spørgsmål ved om de er gode for systemet eller ej. Der er ingen der siger, at stor eksponering giver store resultater – der findes endda en del, der påstår det modsatte. Der er heller ingen, der har påvist, at hvis nok mennesker ser noget lort, så bliver det helt magisk til guld inden morgen.

I dag er vi enige om at når noget spreder sig eksplosivt så er det godt. Men er det et sundhedstegn? Vi tager retorikken fra spredningen af sygdom. Måske burde vi kigge andre steder. Det der virkelig virker i en ikke-fysisk verden befolket af mennesker, er præcist det der virker i en fysisk verden befolket af mennesker. Nærhed, nærvær og menneskelighed. Nærhed – som det at være, der hvor folk er – så ja, der er en god grund til at være på de samme sociale medier, som kunderne. Nærvær – som evnen til at sætte sig ind i de mennesker, man gerne vil tale med og deres sociale kontekst. Og menneskelighed – evnen til at give et ordentligt svar på et ordentligt spørgsmål.

I min verden bliver den naive jagt på den virale succes mere og mere dum. Det er en distancerende, enerverende og maskinel form, der bare sidder bag i biografen og råber BØH! mens den lyser sig selv i ansigtet og kaster med popcorn, mens vi andre forsøger at se en kærlighedsfilm. Det er pissetræls. Kort sagt. Og det ER dumt. For det er Lotto-økonomi, der er baseret på “Hvis nu jeg vandt”, fremfor “Hvis nu jeg tjente”.

Derfor tror jeg, at viralt er dødt. Vitalt slog det ihjel. Når noget er vitalt er det levedygtigt, det kan vokse og gro i sit eget tempo. Det har modstandskraft og det passer til sin egen tid. Det kan ikke forceres, men det vokser ofte hurtigere end man tror. Og det får sit helt eget liv. Ikke et der købes af nogle robotter i Kina. Men et hvor det er rigtige mennesker, der holder af det. Og der ligger den helt store styrke – for når vi producerer noget vitalt på nettet, så vokser det uden at slå sin vært ihjel. Det har en naturlig afstamning og det bærer sin kultur i sig – mens det møder andre og bliver del af deres. Derfor tror jeg, der er langt mere fremtid i vitalt.

Kan du blæse på boblen indefra?

Nettet, som i internettet, tager ofte nogle store bredsider. Som i modstandernes skib lægger hele sin nyladede bredside af kanoner til og får fyret af på samme tid. Bum. Meget ødelæggende på Tordenskjolds tid. Knap så voldsom effekt i 2012. Internettet sejler fint videre, relativt uskadt. Nok fordi nettet bliver tilskrevet for meget værdi på visse felter og alt for lidt værdi på andre. Ligesom livet generelt. Vi tror det nytter at skælde p-vagten ud for latterlige parkeringsregler, men gider ikke stemme ved kommunevalget. Det er en kortvarig rar og varm fornemmelse, at slippe galde ud, men langt mere kompleks og ikke-rart, at skulle forstå og foretrække en politiker i fire år. Endda en umiddelbart ukendt, der vil møde op til byrådsmøder for skaldede 50.000 kr. om året, mens han eller hun udruller netop sin (i valgkampen skjulte) vision for parkering i bymidten. Men tilbage til den seneste bredside nettet er ramt af.

Den ramte i USA, da bogen The Filter Bubble udkom i USA i maj 2011, og nu ramte den for nogle uger siden Danmark, på grund af en konference, der havde Eli Pariser, som hovedtaler. Han har skrevet bogen The Filter Buble, der omtaler en af de farer der er ved nettet og den måde nettet – i et forsøg på at gøre sig selv overskueligt for mennesker – er kommet til at strukturere sig selv på. Essensen er, at nettet, som en villig Golden Retriever, forsøger at forstå hvad du gerne vil have det viser dig af tricks og derfor – naturligvis – kommer til at skjule resten af det den kan. Her kan man så kaste sig ud i en gevaldig lang og voldsom debat om det er med vilje – altså om onde kræfter holder noget skjult for dig eller om det bare er et servilt forsøg på at gøre oplevelsen bedre for dig, som af netop den årsag mislykkes.

Om nettet er ondt eller godt – det har jeg en fornemmelse af, at vi forstår cirka samtidig med vi endelig får kortlagt om man bliver skeløjet af at se på fjernsynet fra korte afstande. Eller om læsning i halvmørke ødelægger øjnene. Men at nettet emulerer livet – det skal man vist ikke tilbringe mange megabyte online for at gennemskue. Her græder de gode og de onde ler. Mens de bedste ryger op ad bjerget med kors på skulderen og de skyldige går fri. Men de bedste får også en platform for deres holdninger og de værste bliver udstillet til skamme – mens der handles lidt i krogene om al det ind i mellem. Kort sagt, der foregår intet online som ikke foregår IRL og omvendt. At tro mennesker bliver bedre eller værre af et nyt medies ankomst og udspredelse er nærmest naivt.

Nettet er kæmpestort. For at overskue det bruger søgemaskiner, websites og annoncører en serie muligheder for at tilbyde det, som de mener vil falde i din smag. For hverken Google, en avis eller Coca Cola gider give dig det du ikke er interesseret i. Det er ganske simpelt spild af den opmærksomhed, som er vores tids flydende guld. Her er ikke råd til dårlige samlinger, hvor det værdifulde flyder ud mellem løse pakninger. Ligesom når du kommer ind på et kasino i Las Vegas og bare drikker uden at spille. Så stopper den gratis servering. Derfor registrerer alle led din adfærd på nettet gennem såkaldte cookies og gemmer den på din computer eller på dit login-navn, så de kan give dig det du søger næste gang I ses.

På den måde er der ingen forskel på Google og Coops medlemskort. Begge steder registreres din adfærd minutiøst, fordi du har indvilget i det. Når du bruger Google til at søge svarer det til at scanne dit medlemskort i Brugsen – de kan se hele bonen inde på hovedkontoret. Der er ingen forskel på om du spørges på DR.dk eller på Ekstra Bladet om din alder og dit køn – begge steder deles data mellem begge sites og mellem langt over 300 andre sites, for at tjekke, hvilken type danskere, der besøger hvilke sites. Og sådan er der ingen forskel mellem livet og nettet i øvrigt. Så tør øjnene og kig på, hvorfor det er sådan.

Vi kan godt anerkende konceptet filter bubble og tro at søgemaskiner og andre tjenester giver os det vi vil have fordi det foregår på nettet – men det er bare so much life. Det kan godt være vi synes at en søgemaskine skjuler noget for os, fordi den ikke viser os alt. Men måske viser den os ikke alt fordi vi indirekte har bedt den om det. Og fordi hvis den viste os alt, ville selve konceptet “søgemaskine” være brudt sammen. Du kunne lige så godt vælge en tilfældig hjemmeside, som svar på dit ønske. En søgemaskine skal overskue og indeksere – ellers giver nettet ingen mening. Og derfor forsøger den at gennemskue kontekst. Jeg har også en ret nær fornemmelse af hvad holdningen er, hvis jeg vælger at gå i DSU for at tale om den nuværende finanskrise, fremfor KU, VU eller SFU. Jeg forventer ikke at Venstre løser problemet med Enhedslistens midler. Eller omvendt. Man får naturligvis de fisk, der svømmer, hvor man fisker.

Det udnyttede Radikale stort under sidste valgkamp, hvor de kunne påvirke vælgerne direkte fra partiformandens iPhone. Her kunne han skifte budskaber efter at vælgerne i starten af valgkampen havde svaret på bannerannoncer, der spurgte om netop deres holdning til forskellige spørgsmål. Ikke for at forstå vælgerne, men for at kategorisere dem og dermed lede dem ind i folden. Det primære sted, at netop deres holdning skulle lagres, var på deres egen computer, så de bedre kunne rammes af specifikke holdningsbærende bannere og dermed overtales til at stemme på Radikale til valget. Tror du mig ikke? Så klik og læs her – de er skam stolte af det.

Men før forargelsen bider sig fast – skulle vi så ikke trække vejret dybt og spise brød til? For hvad fanden er forskellen egentlig på en filterboble på nettet, som sørger for du kun ser sider på sprog du forstår, emner du har en forkærlighed for og produkter, som du er i målgruppen for og så den filterboble vi befinder os i hver dag? Ikke voldsomt stor, hvis du spørger mig.

Hvis du tror indædt på Staten skal skrumpe så er der en rimelig chance for, hvad du mener løser krisen i Danmark. Og hvis du mener det modsatte har du et andet sæt polariserede briller, der kun viser de modsatte løsninger. Ligegyldigt hvem du taler med eller hvilke holdninger ud udsættes for. Alt i alt handler det faktisk ikke om algoritmer og processorer, men snarere vores eget meget snævre syn på, hvor mulighederne, udviklingen og fremtiden ligger. Den reelle filterboble findes i os – nettets er bare en ekstern kopi og netop derfor er filterboblen så rasende irriterende. Det er sjældent fedt, at se sine egne dårlige ensidigheder alt for tydeligt udstillet og er der en ting nettet viser, så er det præcis det. Derfor kan man reelt argumentere for at fænomenet ikke er en Filter Bubble men et Filter Couple – for boblen kan kun opstå mellem nettet og dig.

Mediawatchkommentar: Ram brugerne, der hvor de er

På det nye Mediawatch har jeg denne aktuelle kommentar:

Ram brugerne, der hvor de er

De gamle massemedier overser, at deres grundlæggende distributionsform er forældet. Deres tankesæt er forankret i en tid, hvor man glad hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen.

Min sidemand læser avis. Og på trods af vi sidder klæbet op ad hinanden i et lillebitte Cimber Air fly på vej fra Billund mod Oslo, går der længe før jeg bemærker det. Vi kan sagtens være to mennesker, en roman og en MetroXpress, uden at blive klemt. Fordi mediet er skabt til at blive forbrugt i en trafiksituation. Og der ligger hele hemmeligheden, der kan frigøre al det potentiale, de gamle danske massemedier ligger ihjel for tiden.

Radioerne mister lyttetid. Aviserne mister læsere og TV-seningen bliver stadig mere fragmenteret. Men er det skidt? Kun hvis man som kaptajn på et medieskib, vælger at gå ned med sin distributionsform.

På tværs af alle de gamle massemedier gør en stor faktor sig gældende. Deres grundlæggende distributionsform er forældet. Den knytter sig til en tid, hvor vi gerne hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen, eller lagde børnene tidligt i seng så vi kunne se TV-avisen, når den blev sendt. Det gør vi ikke mere.

Nu bruger vi beskidte kneb som tidsforskydning og RSS-læsere til at hjælpe os med at filtrere og optimere vores forbrug af medier, men det er jo bare teknik – langt vigtigere forventer vi at få identitet fra vores medievalg. Og vi tilgår medier fra mange platforme – men det er også bare teknik. Langt vigtigere bruger vi skræddersyede medier i specifikke situationer i vores liv. Og her bliver et omnibusmedie, der klynger sig til sin selvforståelse og distributionsform hurtigt gammelt.

Derfor tror jeg at 2008 bliver året, hvor det bliver helt tydeligt at der skal ske noget nyt, der er nyt. Ikke bare en forlængelse eller en videreudvikling af det gamle. Radio, tv og aviserne bliver nødt til at anskue sig selv fra en anden vinkel. Og det er ikke redaktionel synergi, der er de forløsende ord i denne sammenhæng. Mediehuse er ikke skabt for mediebrugernes skyld – de er skabt med bundlinie for øje. Den nye vinkel, der har krystalliseret sig over de seneste år og nu begynder at blive påtrængende, er modtagervendt. Derfor er fremtiden situationsbestemt tilstedeværelse. Eller på enkelt dansk: at være til stede, dér hvor dine brugere har behov for dig – med det de har behov for. Og første skridt i den retning er ægte frigørelse fra distributionen som symbolet på massemediet.

Naturligvis er det skræmmende. Tænk bare hvor længe tabloidfrygten holdt danske aviser fra at skifte format fra broadsheet. Men det skal være skræmmende, for ellers er der intet på spil – og dermed ingen reel evolution. Og som det ofte er, er de største forhindringer lagret i mediernes selvforståelse. Vi har historikken der beviser det. For aviserne betød tabloid lav troværdighed.

For læserne en mere praktisk størrelse, der kunne konsumeres i tog eller bus.

Læresætningen er: For gamle massemedier er distributionen konge – for modtagerne er situationen konge.

On the street

While Google photograph and publish the view of America at streetlevel, this site have good Street View Fun.

Will you?

To get the idea, let alone pulling the whole stunt of is admirable. This must be the coolest way of asking a girl ever.

Virtually real people

The other day I did my very first virtual presentation at Second Life. Well. Was supposed to. But a backbone cable was digged up and therefore I couldn´t give my presentation. But anyway. As research to the presentation I visited a lot of the companies in Second Life. And today – a couple of days after this endless walk through empty and boring places it dawns on me: SL is not driven by places. We just think so because you buy and sell land in there.

Ok, I know I didn´t invent the deep water or the hot dishes here. It´s obvious that every medium, 2- or 3D, is driven by people and their relations. But somehow I have looked at Second Life as a place to be. Not a place to be me. And there is a real difference.

So what did change my perception? Two things. A story about Danish Red Cross. Who have the obligatory island in SL. But only one bored visitor when I visited the island, namely me. But on the other hand they have send out avatars that sell hugs for money. Brilliant idea I thought, and then suddenly I understood. They go to where people are – they don´t expect them to come to their place. Aha. Silly me.

And then I remembered Marshal McLuhan, who said that every new media is perceived as a new version of and old medium. F.e. did films start with the capturing of theater. And only later did we evolve something we could call films own language, with cross cutting and third pictures. SL is not a 3D web. It´s something else. Something new. Aha. Stupid me.

We got to find the beef in Second Life. And it is not to build big islands and wait for people to come – it is to go where the people are, and mingle. Just as you do in normal advertising. Just as you do in real life.

Webnotes the 25th of June 2007

There is a very interesting essay about American classes and which social network they turn to here.

(Via Classy).

Cre8pc looks interesting.