Category Archives: Medier

Det digitale kakkelbord

Lige før jul annoncerede Nielsen, der laver de amerikanske tv-tal, og det sociale netværk Twitter, at de sammen udvikler en måling, der skal give indblik i, hvor meget social aktivitet et amerikansk tv-program kaster af sig på Twitter. Tjenesten kommer til at få det knap så mundrette navn ”Nielsen Twitter TV Rating”, den skal til gengæld holde styr på en tendens, der er superlige. Nemlig at tv leverer benzinen til de sociale medier – noget at tale om. Og de sociale medier leverer platformen for samtalen. Uden tv ville de sociale medier være pænt kedelige. Og uden de sociale medier ville tv være ret ensomt.

De digitale og sociale medier spiller eminent sammen med de elektroniske medier. De elektroniske distribueres på en måde, hvor mængden af brugere er ligegyldig. Hundrede eller tusinde ekstra seere til et tv-program koster ikke noget, hverken på kvaliteten af afleveringen eller i distributionsomkostninger. Selv den mest teknisk sagkyndige ville glippe med øjnene, hvis Matador begyndte at hakke fordi der kom en ekstra tv-seer i Herlev. Til gengæld er de digitale tovejs og kan afleveres til afmålte grupper af brugere.

Nu tænker du måske – tv er jo et døende medie, som er i sin sensommer, så who cares? Det er også den sandhed som mange, her i blandt jeg selv, (http://www.cifs.dk/doc/kursus/Fremtidens_Relationer.pdf – bemærk, linket er til en pdf) har prædiket gennem tiden. Der er heller ingen tvivl om at medieområdet redefineres i disse tider, hvem gider gå i teateret for at se en video eller i biografen for at se tv – eller se tv for at se en dvd-serie? Ikke mange. Men vi skal passe på vi ikke misser en pointe. Nemlig, at tv kan noget, som intet andet medie kan eller vil kunne, nemlig samle os i store fælles og samtidige oplevelser. Ok, tv falder i brug i disse år. Efter mange års optur har de seneste to år budt på fald. Vi er nu nede på at en gennemsnitsdansker kun ser tre timer og femten minutters tv pr. dag. Og det er 3 minutter mindre end sidste år. Men det er stadig edder meget.

Tv er, på hvem ved hvilket årti, det hurtigst voksende medie i verden. I nogle lande er det første elektronik folk køber, når de får strøm i deres landsby, et tv. Ikke et køleskab. Men et tv. Fordi det er det store fællesskab, der kommer lige ind i hytten. Det der gav os danskere TV-Avisen, Jørgen Clevin, Brd. Bisp, EM i 92, Krønikken og det store VM-nederlag forleden, X-Factor i fredags, 7. genudsendelse af Matador i lørdags og Borgen i søndags. Det er det apparat, der binder verden og nationen sammen midt i din stue. Det der samler os og forsøger at skabe mening og overblik i hårde tider og underholder os når vi har brug for det. Den skærm, som altid bringer en linær og fortløbende fortælling. Det medie, der kurateres af flest medarbejdere i verden og hvis indhold, på grund af sin tekniske opbygning og dyre produktion, er en knap ressource, der er mediernes svar på safran. Eller måske mere korrekt, tv-programmer er som olie, det er svært at finde og producere – men behovet er uendeligt.

Når du ser Paradise Hotel har halvtreds mennesker brugt tre måneder af deres arbejdsliv på at producere det du ser. Det ville aldrig ske på nettet. Derfor er tv også en trøffel, der serveres lige midt i hjertet af hjemmet. Som NBC så kækt reklamerede for sig selv i tresserne: Hvis du ikke havde et tv, hvor ville du så stille din sofa? Opdateret til: Hvis du ikke havde et tv, hvad ville du så bruge din iPad til fredag, lørdag og søndag aften?

I forbindelse med de sociale medier har vi begået en af de sædvanlige fejl indenfor medieforståelse, nemlig at vi tror det nyeste medie erstatter de ældre. Vi har faktisk aldrig i historien mistet et medie. De har gennemgået forandringer, men deres grundfunktion er stadig den samme. Hulemalerier er blevet til bøger. Flyveblade er blevet til nyhedsbreve og faxen er blevet til en scanner. Men grundfunktionen er stadig intakt. Fordi den er vigtig og fordi den er forskellig fra medie til medie. Den trykker på forskellige knapper i vores følelsesregister – og jeg har svært ved at se den dag, hvor en Twitteropdatering får mig til at rejse mig og synge Kong Christian – også ved midnat nytårsaften.

Mindre kan dog også gøre det. Efterhånden som de nye og gamle medier finder deres plads og indtager fællesnavnet medier, opstår den reelt interessante periode nu. Vi er for længst indtaget second screen-tanken, hvor tablets og mobiler understøtter den primære flowoplevelse med sociale muligheder.

MGP for børn er samtidig æselaften for alle Danmarks wannabe standuppere på Twitter. Eller  platform for indebrændte singleforældre, der kan give børnene en hyggelig fællesaften, mens de uhørligt angriber hele arrangementet og udleverer deres voksne ensomhed på Facebook. Vi kan sagtens være med i hovedkategorien af danskere og underkategorien singleforældre samtidig – fordi vi har to skærme. Det helt klart at det tidsforskudte digitale mediebrug er et essentielt element i al mediebrug fremefter. Som det har været i brugen af de fysiske medier siden Gutenberg trykte den første bibel. Men der er også en værdi i at gøre tingene sammen og samtidig. Og den har vi undervurderet i det seneste årti. Nu kradser krisen og vi trænger til et større fællesskab – så vi tænder vores tv.

Hvis man løbende tjekker top ti søgninger på den danske del af Wikipedia trækker tv blodrøde spor ned gennem de mest søgte emner. Er det bare en dødskrampe fra tv eller er det en smuk sammensmeltning af first og second screen? I min optik det sidste. De digitale medier er den brune sovs, der får den fælles frikadelle til at glide ned. For det vigtigste og mest sociale medie vi har er stadig tv. Det bringer os sammen, så vi har et udgangspunkt for at danne grupper.

MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Mediawatchkommentar: Ram brugerne, der hvor de er

På det nye Mediawatch har jeg denne aktuelle kommentar:

Ram brugerne, der hvor de er

De gamle massemedier overser, at deres grundlæggende distributionsform er forældet. Deres tankesæt er forankret i en tid, hvor man glad hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen.

Min sidemand læser avis. Og på trods af vi sidder klæbet op ad hinanden i et lillebitte Cimber Air fly på vej fra Billund mod Oslo, går der længe før jeg bemærker det. Vi kan sagtens være to mennesker, en roman og en MetroXpress, uden at blive klemt. Fordi mediet er skabt til at blive forbrugt i en trafiksituation. Og der ligger hele hemmeligheden, der kan frigøre al det potentiale, de gamle danske massemedier ligger ihjel for tiden.

Radioerne mister lyttetid. Aviserne mister læsere og TV-seningen bliver stadig mere fragmenteret. Men er det skidt? Kun hvis man som kaptajn på et medieskib, vælger at gå ned med sin distributionsform.

På tværs af alle de gamle massemedier gør en stor faktor sig gældende. Deres grundlæggende distributionsform er forældet. Den knytter sig til en tid, hvor vi gerne hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen, eller lagde børnene tidligt i seng så vi kunne se TV-avisen, når den blev sendt. Det gør vi ikke mere.

Nu bruger vi beskidte kneb som tidsforskydning og RSS-læsere til at hjælpe os med at filtrere og optimere vores forbrug af medier, men det er jo bare teknik – langt vigtigere forventer vi at få identitet fra vores medievalg. Og vi tilgår medier fra mange platforme – men det er også bare teknik. Langt vigtigere bruger vi skræddersyede medier i specifikke situationer i vores liv. Og her bliver et omnibusmedie, der klynger sig til sin selvforståelse og distributionsform hurtigt gammelt.

Derfor tror jeg at 2008 bliver året, hvor det bliver helt tydeligt at der skal ske noget nyt, der er nyt. Ikke bare en forlængelse eller en videreudvikling af det gamle. Radio, tv og aviserne bliver nødt til at anskue sig selv fra en anden vinkel. Og det er ikke redaktionel synergi, der er de forløsende ord i denne sammenhæng. Mediehuse er ikke skabt for mediebrugernes skyld – de er skabt med bundlinie for øje. Den nye vinkel, der har krystalliseret sig over de seneste år og nu begynder at blive påtrængende, er modtagervendt. Derfor er fremtiden situationsbestemt tilstedeværelse. Eller på enkelt dansk: at være til stede, dér hvor dine brugere har behov for dig – med det de har behov for. Og første skridt i den retning er ægte frigørelse fra distributionen som symbolet på massemediet.

Naturligvis er det skræmmende. Tænk bare hvor længe tabloidfrygten holdt danske aviser fra at skifte format fra broadsheet. Men det skal være skræmmende, for ellers er der intet på spil – og dermed ingen reel evolution. Og som det ofte er, er de største forhindringer lagret i mediernes selvforståelse. Vi har historikken der beviser det. For aviserne betød tabloid lav troværdighed.

For læserne en mere praktisk størrelse, der kunne konsumeres i tog eller bus.

Læresætningen er: For gamle massemedier er distributionen konge – for modtagerne er situationen konge.

En helt ny generation

De sidste par uger har jeg arbejdet lidt med unge og hvordan de forbruger – og ikke mindst, hvordan de forbruger og forholder sig til reklame. Og i den forbindelse faldt jeg over en meget klog sætning, som jeg synes jeg bør viderebringe. De unge i dag er den første generation, der ikke føler sig som et publikum, men snarere føler de selv har et publikum. Og da jeg læste det faldt en del på plads.