Category Archives: Politik

Kan en hjemløs byde velkommen hjem?

På det seneste har der boet en hjemløs gut i min gade. Det er mærkværdigt. Ikke fordi han bor på gaden, for det gør en del danskere selvom det nærmest er en voldtægt af det danske samfund. Men jeg forstår ham på en måde godt. Jeg ved ikke hvorfor han har valgt det – men i ganske korte perioder i mit liv kunne det også have gået den vej. Det er kun tilfælde, skæbne og banale heldigheder, der gør at jeg ikke har delt samme skæbne. Så jeg forstår ham – uden at fatte en brik. Heldigvis.

Så er der det der med at han er flyttet ind. Det stråler ud af ham. Nu bor han her. Der er noget hyggeligt og samtidig grusomt over at han bor i gaden. Jeg bor på første sal i en midtby-gågade, hvor jeg ofte vågner om natten fordi der er slagsmål og andre elendigheder som knytter sig til et gå-i-byen-kvarter. Jeg har endda været på gaden klokken tre om natten for at slukke en containerbrand. Men han sover tilsyneladende godt foran Telenor-butikken, på sine to madrasser og under sit tæppe i sin sovepose. Han ligger helt inde ved vinduet, hvor sneen ikke når ind og måske er det godt nok. Det lader ikke til at forstyrre ham synderligt, at der er flere minusgraders frost. Han ligger og sover trygt ved titiden, når jeg kommer hjem.

For mange år siden lærte jeg en direkte lektie omkring min bedrefølelse og hjemløshed. Det var mens jeg boede i London. I en periode boede jeg på kanten af Notting Hill. På den modsatte side af gaden lå en døgnkiosk. Udenfor havde en hjemløs slået sig ned. Han tiggede på alle tider af døgnet. Enten vågen med skilt og hue – eller også sovende, med blinkende lampe i huen. Så banalt var det.

En tilfældig aften kom jeg hjem efter endnu en festlig aften. Jeg var i tyverne og havde både indtægt og ungdom til at klare både værtshus og job på samme døgn. Og så havde jeg store armbevægelser. Om ikke andet på indersiden af hovedet. Så i mit kæmpestore overskud tænker jeg, at en god gerning er på plads. Så jeg køber en sandwich og en vand til manden.

Det næste jeg oplever er at han kaster sandwichen ned på gaden og sviner mig til. Jeg tror aldrig jeg har fået en mere fortjent skideballe. Han gider sgu da ikke æde en fucking sandwich – og hvorfor skulle han det? I sekundet slår skammen mig, hvem fanden er jeg til at vurdere hvad han har brug for og hvornår? Der står en nogenogtyveårig dum, dansk dreng og foregiver at være bedrevidende. Dér lærte jeg en lektie. Jeg skal ikke vurdere andre mennesker eller deres behov. Slaveriet er ophørt – den hvide mand er stemt hjem. Jeg behøver ikke give ham noget – men hvis jeg gør, skal det fandeme være noget han kan bruge. Noget han kan veksle til omgående befrielse. Og det skal komme uden den overlegne arbejdende races attitude.

Han skal selvfølgelig have penge. Penge han kan veksle til præcis det der giver ham den korte og købte befrielse, der gør at han lever på gaden. Resten af vores verden lever i en kapitalistisk verden, hvor du selv bestemmer hvad du gør med dine penge. Jesus Christ. Han skal sgu da ikke have mit krøllede og selsvmarte bud på et godt liv. Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine tyve kroner i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne. Penge, som en tydeligvis voksen mand kan bruge til det han mener, han har brug for. Uden min bedrevidende smartrøvs-attitude. Ellers kan jeg bare lade være at give manden noget.

Jeg vil gerne smide yderligere tyve kroner i en anden samfundshat, der tilbyder manden en vej ud – hvis han selv vælger det. Men de tyve huekroner, som jeg smider på gågaden skal ikke komme med en klausul eller et bedrevidende blink med øjet. Så – trænet af fortiden – hilser jeg på den hjemløse mand, der er flyttet ind på vores gade. Hvis han altså ikke er i samtale med en af de andre beboere eller folk på vej i byen. Jeg smider ind i mellem en tyver. Ind i mellem spørger jeg også om han har brug for et par handsker eller gider spise en kage – og så får han det jeg har med. Foreløbigt har han sagt ja til både handsker og kage. Men han får hverken eller uden at få en tyver – for jeg skal aldrig pisse på en voksen mand igen. Ligegyldigt, hvilket liv han har valgt at leve.

Og så er der, sjovt nok, noget rigtig hyggeligt ved at han er der og umærkeligt hilser mig velkommen hjem. Selvom jeg langtfra er misundelig på hans liv, gør han faktisk mit en smule bedre.

Spred hjernen

Jeg ville ønske, der var et ord i den politiske forståelse, der havde modnet sig på samme måde som ateist. Et ord, der beskriver et menneske, der anerkender andres ret til en politisk ideologi, samtidig respekterer nødvendigheden af et politisk system, men måske ikke kan finde sig selv i det. Jeg er sgu ikke rigtig buddhist, jeg er heller ikke rigtig kristen på den gammeldags måde, men heller ikke på den nye måde. Jeg finder ikke gud i det gamle testamente – heller ikke efter fyrre år i ørkenen. Eller på den syvende dag i det nye. Og så trækker jeg ateist-kortet og er fredet. Tak for det.

Sandheden er at jeg stadig betaler til Folkekirken og har de samme samtaler med Gud, som jeg har haft siden jeg var en lille knægt, der virkelig trængte til dem – for min Gud ved, at det trængte jeg til og trænger til – men fordelen er, at det er min Gud. Eller måske rettere min gud. Min gud er meget tilgivende, vis og klog. Hey, jeg vælger trækkene – men han trækker valget. Og vi er ret på linie og derfor er gud meget tilstedeværende i mit liv. Ikke at han siger så satans meget. Men han er der altid, på sig egen stille måde. Og det fungerer rigtig fint for mig.

Tidligere brugte man ateist som en udefra kommende beskrivelse, i dag kan man selv påberåbe sig netop den status – og det er i orden. Ordet har modnet sig. Det er lige så fint at være troende, som at være ateist. Faktisk er det med tiden blevet næsten ens. Om man tror på Noget eller ikke-noget er lige så valid en tro. Men det gælder sjovt nok ikke når vi når det politiske. Så bliver stemningen hurtigt meget definitiv. Man skal æde en ideologi. Med hud og hår. Der er sgu ikke meget slack eller tilgivelse i det politiske system eller den lille omgangskreds, som det jo i virkeligheden er i så lille et land, som gør politikken i Danmark. Her kan man ikke melde sig ud, man kan heller ikke vakle. Vi kan blot lade som om vi alle har et ståsted. Og det er vel dybest set derfor politik er så fucking neder´n på kanten af 2013.

Ind i mellem er der en enkelt, der hoster noget om råheden og at vi har de politikere, som vi fortjener. Men det er sgu sjældent jeg virkelig har påskønnet de uendelige diskussioner for uenighedens skyld, som kan følge en fesen fadøl på Toga. Der er intet ønske om at skabe noget spirende – kun at sønderbombe noget eksisterende. Eller fjerne det frø, der måske kunne spire. Et ønske, der – ser det ud til – allerede forventes i de unge år i partiernes ungdomsorganisationer og derfor er DNA på tinge.

Tænke sig, hvis det fandtes at man kunne lære af andre ideologier og at man kunne respektere hinanden for den fælles tro på det bedste for alle – og at denne muligvis kan komme fra flere politiske guder. At man brugte den samme mængde energi på ikke, at grine ad hinanden eller gøre hinanden til grin. Prøv at tænke på hvilken mængder af midler (ergo, hvor mange der kunne leve lykkeligt på et plejehjem eller bade i mælk i en børnehave) der kunne frigøres, hvis ikke man skulle nedgøre og nedbryde hinandens tankesæt – men tænkte på om der var noget fælles at bygge på.

Tænk på de mængder af kroner, der kunne spares på spin, spil og spiritister, der oversætter hvert et politisk åndedrag og giver det mening for folket. Men vigtigere er det, at kigge på utopien i at 5.5 millioner mennesker skal vælge et af 8 partier på Borgen eller stemples som sofavælgere, der ikke gider udøve deres demokratiske pligt. Efterhånden er der kun to muligheder for en anstændig dansker – enten at stemme på et af de partier, der alle har deres udgangspunkt i en ideologi, der var tidssvarende for 150 til 100 år siden og siden ikke er ændret. Eller stemme blankt. (Eller blive sofavælger – men den er jo reelt elendig – demokratiet er trods alt det mindst ringe valg).

Der er selvfølgelig også den fuldstændig sindssyge vej, at blive politiker selv. Jg har ind i mellem overvejet det. Men! Det ville kræve en skråsikkerhed, som er dybt utidssvarende og som politikerne mener alle andre danskere bør frastå fra, så vi har en reel chance for at udvikle samfundet i takt med tiden. Det ville også kræve et nærmest ubøjeligt ønske om at knuse sine modstandere (læs: folk med andre tanker) fremfor, at forstå og møde dem.  Og det kræver en lyst til at sove ind med blodsmag i munden, hver aften. Fra ofrene for ens gerninger – eller fordi man har bidt sig selv, så hårdt i tungen at man ikke sagde noget uden for partilinien.

Der kan man godt være fanget mellem en sten og et hårdt sted. Og det er selvfølgelig ærgerligt. Men det er specielt ærgerligt, for hvor skal vores fremtid komme fra – i et selvopholdende politisk kartelsystem, der fodrer sig selv? Den kommer ingen steder fra. Med verdens ældste floskel – vi skaber selv den fremtid, som vi kommer til at leve i. Og det er måske på tide, at vi finder en ny fremtid, der ikke er defineret i en parlamentarisk opfattelse, der bundfælder sig i firepartisystemet med tilsættelsen af Glistrups danske marcipanbrød i ´73.

Måske er det bare mig, men kommer trætheden ikke hurtigt sjoskende? Vi har valgt at vi kan diskutere politik ud fra herremændene, landmændene og arbejdsmændene i det her lille land. Og det er sgu knap så tidssvarende i min optik. I alle andre brancher kommer, der nogen udefra og laver disruption. Gør det bedre, sjovere, hurtigere og billigere. Men Liberal Alliance stod heller ikke længden. Måske fordi de intet nyt havde med. De var forstenet fordi de primært kiggede sig over skulderen og ikke frem. Og i sig selv er det vel næsten trist, at det nærmeste vi er kommet et ny politisk tanke siden 1973 bare er ”retur til udgangspunktet” for en af de ældste poliske tanker i verden, nemlig liberalismen – nu med endnu mere selv.

Altså har vi en helt igennem forstokket og forfrossen dansk politik. Hvor man ind i mellem tænker, ”Hold da kæft, det skal jeg forandre” og så sekundet tager sin levertran og tænker: ”Hold da kæft, det kommer aldrig til at smage bedre”. For hvor starter man? Hvordan opnår man det fine forhold til sin politik, som man kan med sin tro? Det gør man ikke. Det er flot den ene side vil revolution og den anden fastholde de gamle værdier – men sandheden er, at ingen af dem bringer Danmark tættere på dagen i morgen. Det gør alle de danskere, der står op og går på et rigtigt arbejde hver dag. Og derfor er det så nemt at vælge at gøre sin borgerpligt, ved at gøre sin borgerpligt. Sprede hjernen og tænke på gud.

MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Den magtfuldkomne vendekåbe

Når pressen virkelig skal klemme sig selv op i høje toner kalder den sig for den fjerde statsmagt. Den der står over den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Men problemet er når denne fjerde statsmagt bliver magtfuldkommen. Og basker alle tre funktioner sammen i en og laver en forsidedomstol – og ovenikøbet metakommenterer sig selv og sine sager.

Hence Henrik Qvortrup og hans dobbeltrolle som først bladsmører, hvor han “opsnuser” historien om Khaders angiveligt sorte hegn og port opført af Michael Jeppesens entrepenørfirma. Og derefter, da Khader på Henrik Qvortrups anmodning (gennem et telefonopkald) reagerer på denne “historie” tager vender kåben og påtager sig rollen som politisk kommentator og udtaler at han tvivler på om Khader er af den rette politiske støbning, hvis ikke han kan tage Henrik Qvortrups most.

Hvis dette er en acceptabel fremgangsmåde, hvor ingen af Henrik Qvortrups arbejdsgivere – Aller Koncernen og DR – eller borgerne reagerer, så er vi i den grad ude på et skråplan.

Jeg vil gerne høre din mening om denne sag – er det i orden eller er Henrik Qvortrup blevet for magtfuldkommen i sin selvopfattelse?