Category Archives: Television

Second screens er second to none

Det store dyr i tv-åbenbaringen i disse tider er second screen. Det er det buzzword, der trækker broadcasternes opmærksomhed og samtidig giver programfolk og teknikere grå hår. For hvordan skal man angribe denne udvikling? I det seneste år er der opstået små og temmelig forkølede forsøg på at rumme og møde det faktum, at tv nu typisk bliver forbrugt i baggrunden eller med hjælp fra en anden device. Deraf navnet second screen.

Med et stort tilløb står de danske tvstationer og forsøger at finde deres angrebsvinkel – men desværre med en meget typisk broadcastertilgang, der slet ikke hjælper dem. Problemet er klassisk – når man stiller det forkerte spørgsmål, får man det forkerte svar. Lad os lige kigge lidt på fakta, før vi vender tilbage til de ringe indsigter og dårlige antagelser, der lige nu dominerer diskussionen.

Allerede nu er der – bl.a. ved Googles mellemkomst – blevet analyseret på dels den amerikanske tvseer og dels hvordan vi allesammen bruger vores forskellige devices til forskellige tilstande af aktivitet. Typisk er Googles mange og tunge analyser af brugere centreret omkring søgning – og det er Googles undersøgelser af second screen også. Men de afslører en del andet.

F.eks. det indlysende. Vi bruger vores devices til forskellige ting. Mobilen er vores livline og foretrukne kontaktpunkt. Tablets er primært for underholdningens skyld og computeren er et decideret arbejdsværktøj. Her gør vi ting, som er sværere. Afslutter indkøb. Skriver længere mails. Åbner regneark. Alt det, som er træls på en mobil device.

Men også det mindre indlysende – nemlig, at vi sagtens kan foretage flows på tværs af vores devices. Det er muligt, at en søgning på en mobiltelefon, videreføres som en browseroplevelse på en tablet, for at blive afsluttet, som en bordbestilling eller et rejsekøb på en computer. Vores oplevelser og vores skærmforbrug er langt mere kompliceret end man skulle tro.

Og hvilken skærm står udenfor det flow? Det gør vores tv. Vores gamle og dumme tv. Som ikke er synderligt smart – heller ikke når det får processor og internetadgang og vi hævder at det er st smart tv. Derfor bruger vi second screens – fordi de er smarte og giver noget til oplevelsen, som vi ikke kan få med et tv alene.

Måske er tv second screen?
Det betyder også at den generelle antagelse, at second screens understøtter tvoplevelsen måske er forkert. Måske er det mere sandt, at der foregår langt mindre bevægelse fra hhv. mobil, tablet og pc mod tv – end den anden vej. At det er tv der er på vej til at være second screen. Det er i hvert fald langt nemmere at forestille sig brugerbevægelser der går væk fra tvet og ud i en digital verden end omvendt.

Næste vigtige indsigt er baseret på Googles undersøgelser af den amerikanske tvseer – men jeg tillader mig at antage, at den også dækker den europæiske tvseer i store træk. Og måske endda bedre, fordi vores digitale infrastruktur i Europa faktisk overgår den amerikanske på flere områder. Vi har bedre og oftere adgang til mobilt internet, med smæk på.

Vi bruger mest vores second screens til tre ting, nemlig som primær skærm, med et tv i baggrunden (77% af den tid, som de amerikanske tvseere har tvet tændt, har de øjnene på en anden skærm). Vi bruger dem til at understøtte det tvprogram, vi ser. Slår navne op, kigger fakta om gamle filmskuespillere og tjekke programoversigter. Og så bruger vi dem til at snakke med de andre, der ser samme program. Hashtags, der understøtter snakken gløder under de store liveprogrammer. Jahhhh og Neeeeeejjj er ikke sjældne opdateringer på de sociale medier, under en fodboldkamp. Ligesom “Ok, de har sendt en trold i år”, kunne ledsage et Melodi Grand Prix.

Vi kan ikke styre noget – vi kan understøtte og acceptere spillereglerne.
Og her er en af de virkeligt farlige antagelser, som jeg har stødt på hos flere store broadcastere – nemlig tanken om, at de kan styre strømmen. Det kan man ikke. Man kan understøtte den, men bare en relativt simpel handling, som at forsøge at beslutte og gennemføre et hashtag, som bærende er svært. Også selv om man skriver det på skærmen. Hvis brugerne vil have #escdk, som hashtag for Melodi Grand Prix, fordi det åbner en mulighed for at snakke med brugere i andre lande, så er det deres hashtag – og ingen får dem over på andet.

Man kan heller ikke styre, hvor snakken foregår – hvis det oplagte er Twitter er det Twitter og hvis det er Facebook så er det Facebook. Men det kunne også være helt andre steder med en helt anden struktur – f.eks. i kommentarfelter under artikler, på chat, i internetfora eller helt fjerde steder, vi slet ikke kan forestille os. Broadcastertanken, som man kan støde på ind i mellem er at man skal udvikle sin egen app eller endnu værre – sit helt eget sociale netværk, for at tage de sidevisninger og eje den snak, der foregår. Og mere uvidende arrogant kan man vel næsten ikke være?

Sidst, men mindst – second screen er kun et skridt på vejen mod noget helt andet. Nemlig konvergens. Jeg ved det, det er slidt at tale om konvergens og vi er blevet lovet konvergens oftere end politikere har lovet noget i en valgkamp. MEN, det er altså på vej. Second screen er vores bedste forståelse, af det sted vi står lige nu – men vi er faktisk i bevægelse, hurtig bevægelse, mod same screen. Ikke one screen. Ikke second screen. Men same screen. Teknologien og devices, der kan kan understøtte en fuldt konvergeret medieoplevelse er ikke lysår væk. De står ikke engang hos Familien Jetson – de er lige om hjørnet, som i noget vi kommer til at stifte bekendtskab med indenfor det kommende halve år.

Du skal ikke kigge efter en revolution, men du skal kigge efter første gang du oplever en live-video, der har et interaktivt lag ovenpå. Så har du den – og snart efter har du same screen. Det kræver kun kombinationen af en processor og en internetadgang.

Derfor ville jeg smide alle mine antagelser ud og finde en ny vej, hvis jeg var broadcaster. Derfor ville jeg tænke tv ud af tvet og ud i en smartere næsten-nutid. Jeg ville tænke, at der ikke findes second screens – der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm – derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. Og sidst ville jeg fokusere blikket et hundrede procent mod at forstå og facilitere de oplevelser og brugsmønstre, der knytter sig til det vi nu kalder “second screen”, så jeg var klar til same screen. Og konvergens.

Hov, hvad var der egentlig på den anden skærm, mens du læste dette på din tablet? Googles analyse kan du finde her: http://www.google.com/think/research-studies/the-new-multi-screen-world-study.html

Det digitale kakkelbord

Lige før jul annoncerede Nielsen, der laver de amerikanske tv-tal, og det sociale netværk Twitter, at de sammen udvikler en måling, der skal give indblik i, hvor meget social aktivitet et amerikansk tv-program kaster af sig på Twitter. Tjenesten kommer til at få det knap så mundrette navn ”Nielsen Twitter TV Rating”, den skal til gengæld holde styr på en tendens, der er superlige. Nemlig at tv leverer benzinen til de sociale medier – noget at tale om. Og de sociale medier leverer platformen for samtalen. Uden tv ville de sociale medier være pænt kedelige. Og uden de sociale medier ville tv være ret ensomt.

De digitale og sociale medier spiller eminent sammen med de elektroniske medier. De elektroniske distribueres på en måde, hvor mængden af brugere er ligegyldig. Hundrede eller tusinde ekstra seere til et tv-program koster ikke noget, hverken på kvaliteten af afleveringen eller i distributionsomkostninger. Selv den mest teknisk sagkyndige ville glippe med øjnene, hvis Matador begyndte at hakke fordi der kom en ekstra tv-seer i Herlev. Til gengæld er de digitale tovejs og kan afleveres til afmålte grupper af brugere.

Nu tænker du måske – tv er jo et døende medie, som er i sin sensommer, så who cares? Det er også den sandhed som mange, her i blandt jeg selv, (http://www.cifs.dk/doc/kursus/Fremtidens_Relationer.pdf – bemærk, linket er til en pdf) har prædiket gennem tiden. Der er heller ingen tvivl om at medieområdet redefineres i disse tider, hvem gider gå i teateret for at se en video eller i biografen for at se tv – eller se tv for at se en dvd-serie? Ikke mange. Men vi skal passe på vi ikke misser en pointe. Nemlig, at tv kan noget, som intet andet medie kan eller vil kunne, nemlig samle os i store fælles og samtidige oplevelser. Ok, tv falder i brug i disse år. Efter mange års optur har de seneste to år budt på fald. Vi er nu nede på at en gennemsnitsdansker kun ser tre timer og femten minutters tv pr. dag. Og det er 3 minutter mindre end sidste år. Men det er stadig edder meget.

Tv er, på hvem ved hvilket årti, det hurtigst voksende medie i verden. I nogle lande er det første elektronik folk køber, når de får strøm i deres landsby, et tv. Ikke et køleskab. Men et tv. Fordi det er det store fællesskab, der kommer lige ind i hytten. Det der gav os danskere TV-Avisen, Jørgen Clevin, Brd. Bisp, EM i 92, Krønikken og det store VM-nederlag forleden, X-Factor i fredags, 7. genudsendelse af Matador i lørdags og Borgen i søndags. Det er det apparat, der binder verden og nationen sammen midt i din stue. Det der samler os og forsøger at skabe mening og overblik i hårde tider og underholder os når vi har brug for det. Den skærm, som altid bringer en linær og fortløbende fortælling. Det medie, der kurateres af flest medarbejdere i verden og hvis indhold, på grund af sin tekniske opbygning og dyre produktion, er en knap ressource, der er mediernes svar på safran. Eller måske mere korrekt, tv-programmer er som olie, det er svært at finde og producere – men behovet er uendeligt.

Når du ser Paradise Hotel har halvtreds mennesker brugt tre måneder af deres arbejdsliv på at producere det du ser. Det ville aldrig ske på nettet. Derfor er tv også en trøffel, der serveres lige midt i hjertet af hjemmet. Som NBC så kækt reklamerede for sig selv i tresserne: Hvis du ikke havde et tv, hvor ville du så stille din sofa? Opdateret til: Hvis du ikke havde et tv, hvad ville du så bruge din iPad til fredag, lørdag og søndag aften?

I forbindelse med de sociale medier har vi begået en af de sædvanlige fejl indenfor medieforståelse, nemlig at vi tror det nyeste medie erstatter de ældre. Vi har faktisk aldrig i historien mistet et medie. De har gennemgået forandringer, men deres grundfunktion er stadig den samme. Hulemalerier er blevet til bøger. Flyveblade er blevet til nyhedsbreve og faxen er blevet til en scanner. Men grundfunktionen er stadig intakt. Fordi den er vigtig og fordi den er forskellig fra medie til medie. Den trykker på forskellige knapper i vores følelsesregister – og jeg har svært ved at se den dag, hvor en Twitteropdatering får mig til at rejse mig og synge Kong Christian – også ved midnat nytårsaften.

Mindre kan dog også gøre det. Efterhånden som de nye og gamle medier finder deres plads og indtager fællesnavnet medier, opstår den reelt interessante periode nu. Vi er for længst indtaget second screen-tanken, hvor tablets og mobiler understøtter den primære flowoplevelse med sociale muligheder.

MGP for børn er samtidig æselaften for alle Danmarks wannabe standuppere på Twitter. Eller  platform for indebrændte singleforældre, der kan give børnene en hyggelig fællesaften, mens de uhørligt angriber hele arrangementet og udleverer deres voksne ensomhed på Facebook. Vi kan sagtens være med i hovedkategorien af danskere og underkategorien singleforældre samtidig – fordi vi har to skærme. Det helt klart at det tidsforskudte digitale mediebrug er et essentielt element i al mediebrug fremefter. Som det har været i brugen af de fysiske medier siden Gutenberg trykte den første bibel. Men der er også en værdi i at gøre tingene sammen og samtidig. Og den har vi undervurderet i det seneste årti. Nu kradser krisen og vi trænger til et større fællesskab – så vi tænder vores tv.

Hvis man løbende tjekker top ti søgninger på den danske del af Wikipedia trækker tv blodrøde spor ned gennem de mest søgte emner. Er det bare en dødskrampe fra tv eller er det en smuk sammensmeltning af first og second screen? I min optik det sidste. De digitale medier er den brune sovs, der får den fælles frikadelle til at glide ned. For det vigtigste og mest sociale medie vi har er stadig tv. Det bringer os sammen, så vi har et udgangspunkt for at danne grupper.

MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Tilbagelængsel

Da jeg faldt over denne side på Internettet, blev jeg ramt af en akut tilbagelængsel. Specielt til det hyggelige øjeblik, hvor han lænede sig henover hunden for at se tv sammen med den. Al modstand væk. Må jeg forøvrigt i den forbindelse sende mine varmeste til Thorkild Demuth.

Grådlabile mænd

Så lige i Nyhedsavisen at forsvarsminister Søren Gade bliver stillet spørgsmålet, hvornår har du sidst grædt. Og svarer “Da jeg så den engelske operasanger Paul Potts vinde en sangkonkurrence”. Og jeg må sgu ærligt, men temmeligt grådlabilt, sige at det samme gælder mig. Jeg tuder som en tøs hver gang jeg ser dette YouTube klip.

Thats nuts

When CBS axed the series Jericho, they did so because it lacked viewers. But apprantly the fans the series had was hardcore. A combination of emails, blogposts and shipmens of nuts send to CBS (to show that the decision was nuts) has differed the opnion by the network. They will bring the series back on air this fall, but the fans got to help rallying more viewerships. It must be the first time a network asks fans of as series to help get more viewers. Interesting.

The story is here.

I found this story via Randomness Blog.

Fantasy television

Creative minds think up their fantasy television program and writes about it on Salon.com.