Category Archives: Trends

Second screens er second to none

Det store dyr i tv-åbenbaringen i disse tider er second screen. Det er det buzzword, der trækker broadcasternes opmærksomhed og samtidig giver programfolk og teknikere grå hår. For hvordan skal man angribe denne udvikling? I det seneste år er der opstået små og temmelig forkølede forsøg på at rumme og møde det faktum, at tv nu typisk bliver forbrugt i baggrunden eller med hjælp fra en anden device. Deraf navnet second screen.

Med et stort tilløb står de danske tvstationer og forsøger at finde deres angrebsvinkel – men desværre med en meget typisk broadcastertilgang, der slet ikke hjælper dem. Problemet er klassisk – når man stiller det forkerte spørgsmål, får man det forkerte svar. Lad os lige kigge lidt på fakta, før vi vender tilbage til de ringe indsigter og dårlige antagelser, der lige nu dominerer diskussionen.

Allerede nu er der – bl.a. ved Googles mellemkomst – blevet analyseret på dels den amerikanske tvseer og dels hvordan vi allesammen bruger vores forskellige devices til forskellige tilstande af aktivitet. Typisk er Googles mange og tunge analyser af brugere centreret omkring søgning – og det er Googles undersøgelser af second screen også. Men de afslører en del andet.

F.eks. det indlysende. Vi bruger vores devices til forskellige ting. Mobilen er vores livline og foretrukne kontaktpunkt. Tablets er primært for underholdningens skyld og computeren er et decideret arbejdsværktøj. Her gør vi ting, som er sværere. Afslutter indkøb. Skriver længere mails. Åbner regneark. Alt det, som er træls på en mobil device.

Men også det mindre indlysende – nemlig, at vi sagtens kan foretage flows på tværs af vores devices. Det er muligt, at en søgning på en mobiltelefon, videreføres som en browseroplevelse på en tablet, for at blive afsluttet, som en bordbestilling eller et rejsekøb på en computer. Vores oplevelser og vores skærmforbrug er langt mere kompliceret end man skulle tro.

Og hvilken skærm står udenfor det flow? Det gør vores tv. Vores gamle og dumme tv. Som ikke er synderligt smart – heller ikke når det får processor og internetadgang og vi hævder at det er st smart tv. Derfor bruger vi second screens – fordi de er smarte og giver noget til oplevelsen, som vi ikke kan få med et tv alene.

Måske er tv second screen?
Det betyder også at den generelle antagelse, at second screens understøtter tvoplevelsen måske er forkert. Måske er det mere sandt, at der foregår langt mindre bevægelse fra hhv. mobil, tablet og pc mod tv – end den anden vej. At det er tv der er på vej til at være second screen. Det er i hvert fald langt nemmere at forestille sig brugerbevægelser der går væk fra tvet og ud i en digital verden end omvendt.

Næste vigtige indsigt er baseret på Googles undersøgelser af den amerikanske tvseer – men jeg tillader mig at antage, at den også dækker den europæiske tvseer i store træk. Og måske endda bedre, fordi vores digitale infrastruktur i Europa faktisk overgår den amerikanske på flere områder. Vi har bedre og oftere adgang til mobilt internet, med smæk på.

Vi bruger mest vores second screens til tre ting, nemlig som primær skærm, med et tv i baggrunden (77% af den tid, som de amerikanske tvseere har tvet tændt, har de øjnene på en anden skærm). Vi bruger dem til at understøtte det tvprogram, vi ser. Slår navne op, kigger fakta om gamle filmskuespillere og tjekke programoversigter. Og så bruger vi dem til at snakke med de andre, der ser samme program. Hashtags, der understøtter snakken gløder under de store liveprogrammer. Jahhhh og Neeeeeejjj er ikke sjældne opdateringer på de sociale medier, under en fodboldkamp. Ligesom “Ok, de har sendt en trold i år”, kunne ledsage et Melodi Grand Prix.

Vi kan ikke styre noget – vi kan understøtte og acceptere spillereglerne.
Og her er en af de virkeligt farlige antagelser, som jeg har stødt på hos flere store broadcastere – nemlig tanken om, at de kan styre strømmen. Det kan man ikke. Man kan understøtte den, men bare en relativt simpel handling, som at forsøge at beslutte og gennemføre et hashtag, som bærende er svært. Også selv om man skriver det på skærmen. Hvis brugerne vil have #escdk, som hashtag for Melodi Grand Prix, fordi det åbner en mulighed for at snakke med brugere i andre lande, så er det deres hashtag – og ingen får dem over på andet.

Man kan heller ikke styre, hvor snakken foregår – hvis det oplagte er Twitter er det Twitter og hvis det er Facebook så er det Facebook. Men det kunne også være helt andre steder med en helt anden struktur – f.eks. i kommentarfelter under artikler, på chat, i internetfora eller helt fjerde steder, vi slet ikke kan forestille os. Broadcastertanken, som man kan støde på ind i mellem er at man skal udvikle sin egen app eller endnu værre – sit helt eget sociale netværk, for at tage de sidevisninger og eje den snak, der foregår. Og mere uvidende arrogant kan man vel næsten ikke være?

Sidst, men mindst – second screen er kun et skridt på vejen mod noget helt andet. Nemlig konvergens. Jeg ved det, det er slidt at tale om konvergens og vi er blevet lovet konvergens oftere end politikere har lovet noget i en valgkamp. MEN, det er altså på vej. Second screen er vores bedste forståelse, af det sted vi står lige nu – men vi er faktisk i bevægelse, hurtig bevægelse, mod same screen. Ikke one screen. Ikke second screen. Men same screen. Teknologien og devices, der kan kan understøtte en fuldt konvergeret medieoplevelse er ikke lysår væk. De står ikke engang hos Familien Jetson – de er lige om hjørnet, som i noget vi kommer til at stifte bekendtskab med indenfor det kommende halve år.

Du skal ikke kigge efter en revolution, men du skal kigge efter første gang du oplever en live-video, der har et interaktivt lag ovenpå. Så har du den – og snart efter har du same screen. Det kræver kun kombinationen af en processor og en internetadgang.

Derfor ville jeg smide alle mine antagelser ud og finde en ny vej, hvis jeg var broadcaster. Derfor ville jeg tænke tv ud af tvet og ud i en smartere næsten-nutid. Jeg ville tænke, at der ikke findes second screens – der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm – derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. Og sidst ville jeg fokusere blikket et hundrede procent mod at forstå og facilitere de oplevelser og brugsmønstre, der knytter sig til det vi nu kalder “second screen”, så jeg var klar til same screen. Og konvergens.

Hov, hvad var der egentlig på den anden skærm, mens du læste dette på din tablet? Googles analyse kan du finde her: http://www.google.com/think/research-studies/the-new-multi-screen-world-study.html

Mediawatchkommentar: Ram brugerne, der hvor de er

På det nye Mediawatch har jeg denne aktuelle kommentar:

Ram brugerne, der hvor de er

De gamle massemedier overser, at deres grundlæggende distributionsform er forældet. Deres tankesæt er forankret i en tid, hvor man glad hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen.

Min sidemand læser avis. Og på trods af vi sidder klæbet op ad hinanden i et lillebitte Cimber Air fly på vej fra Billund mod Oslo, går der længe før jeg bemærker det. Vi kan sagtens være to mennesker, en roman og en MetroXpress, uden at blive klemt. Fordi mediet er skabt til at blive forbrugt i en trafiksituation. Og der ligger hele hemmeligheden, der kan frigøre al det potentiale, de gamle danske massemedier ligger ihjel for tiden.

Radioerne mister lyttetid. Aviserne mister læsere og TV-seningen bliver stadig mere fragmenteret. Men er det skidt? Kun hvis man som kaptajn på et medieskib, vælger at gå ned med sin distributionsform.

På tværs af alle de gamle massemedier gør en stor faktor sig gældende. Deres grundlæggende distributionsform er forældet. Den knytter sig til en tid, hvor vi gerne hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen, eller lagde børnene tidligt i seng så vi kunne se TV-avisen, når den blev sendt. Det gør vi ikke mere.

Nu bruger vi beskidte kneb som tidsforskydning og RSS-læsere til at hjælpe os med at filtrere og optimere vores forbrug af medier, men det er jo bare teknik – langt vigtigere forventer vi at få identitet fra vores medievalg. Og vi tilgår medier fra mange platforme – men det er også bare teknik. Langt vigtigere bruger vi skræddersyede medier i specifikke situationer i vores liv. Og her bliver et omnibusmedie, der klynger sig til sin selvforståelse og distributionsform hurtigt gammelt.

Derfor tror jeg at 2008 bliver året, hvor det bliver helt tydeligt at der skal ske noget nyt, der er nyt. Ikke bare en forlængelse eller en videreudvikling af det gamle. Radio, tv og aviserne bliver nødt til at anskue sig selv fra en anden vinkel. Og det er ikke redaktionel synergi, der er de forløsende ord i denne sammenhæng. Mediehuse er ikke skabt for mediebrugernes skyld – de er skabt med bundlinie for øje. Den nye vinkel, der har krystalliseret sig over de seneste år og nu begynder at blive påtrængende, er modtagervendt. Derfor er fremtiden situationsbestemt tilstedeværelse. Eller på enkelt dansk: at være til stede, dér hvor dine brugere har behov for dig – med det de har behov for. Og første skridt i den retning er ægte frigørelse fra distributionen som symbolet på massemediet.

Naturligvis er det skræmmende. Tænk bare hvor længe tabloidfrygten holdt danske aviser fra at skifte format fra broadsheet. Men det skal være skræmmende, for ellers er der intet på spil – og dermed ingen reel evolution. Og som det ofte er, er de største forhindringer lagret i mediernes selvforståelse. Vi har historikken der beviser det. For aviserne betød tabloid lav troværdighed.

For læserne en mere praktisk størrelse, der kunne konsumeres i tog eller bus.

Læresætningen er: For gamle massemedier er distributionen konge – for modtagerne er situationen konge.

Can I be last please?

When all are moving in one direction it can be good to stop and listen to people opposing the trend – and more specifically the automatic trend followers. This piece does just that. Maybe it is not for everybody to be first movers, maybe there is a benefit in being the last sometimes.