MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Gå vild for at nå frem

nogen gange må vi fortabe os for at finde os selv
ind i mellem må vi forsvinde for at være her
til tider må vi skjule os for at stå frem
det sker at vejen væk er den eneste vej farbar
at hvilet er den mest magtfulde handling
at fornægtelsen kalder svaret frem
at vi dukker os for at rejse os op
at søvnen er som at slå i bordet
nogen gange må vi blive
Nogen gange må vi gå vild for at nå frem

Intim på sikker afstand

Lav kunst ud af det! Måske det bedste råd man kan få. Hvordan forandrer vi al det, som vi ikke kan begribe, fatte, forstå endsige påvirke, som sker i løbet af et liv? Hvordan aktiverer vi det? Punkterer det, så det ikke æder os levende? Lav kunst ud af det. Syng, spil, dans, skriv det ud. Tippet kommer fra den svenske sangerinde Marie Bergman og på en eller anden måde, ramte hun den dag, (i dag) hvor jeg kunne forstå det. De seneste uger har været sådan lidt specielle, i og med jeg runder 40 på lørdag. Om det er selve symbolikken eller bare den samlede følelse, det ved jeg ikke – men der er sgu en solid snert af midtlivskrise. Og i den sammenhæng, er det måske værd at sige, at med min livsstil vs almindelig udtrykt anbefalelsesadfærd fra statslige organer, så skal jeg nok være heldig for at være midt i livet.

Jeg har skrevet denne blog i ti år. Jeg startede med den på en tredie sals lejlighed, som var der hvor mit livs kærlighed og jeg flyttede hen, for at få en fælles start sammen. Efter en alenlang fascination af nettet fandt jeg bloggen, som form. Jeg skrev den i det hus vi troede vi skulle danne rammen om vores fælles liv – vores to børn og os. Alene. Fordi vi var blevet skilt. Og hun var flyttet. Jeg skrev den i det store hvide hus, hvor jeg flyttede hen, da vores fælles hus endelig var solgt. Mens jeg skiftede mellem at gå i byen og være ung med de unge og sidde alene og have det elendigt. Eller have mine børn og en solid hverdag. Og nu i en lejlighed i Odense midtby, mens jeg dagligt pendler til København for at arbejde – og meget aktivt tilvælger singletilværelsen med børn, dag for dag.

Jeg kan huske da jeg fandt bloggen, som form. Forundringen over at kunne udgive selv. De forsøgsvise trin ud på isen. Og den benhårde erkendelse, der fulgte – ligegyldigt, hvad man skrev ændrede det ikke verden. Eller fjernede ensomheden. Ligegyldigt, hvor skuffet jeg har været undervejs, fordi der manglede swusj og effekt af ordene – så har de betydet mere end jeg har regnet med. For dette er ikke en dagbog. Dette er en offentlig tilgængelig, men anonymiseret dagbog med tydelig afsender. Jeg ville aldrig skrive noget, som jeg ikke kunne tåle at læse igen. Men jeg føler ind i mellem jeg kan skrive ting her, som jeg aldrig ville sige højt. Lad mig give et eksempel:

I sidste uge sagde en kollega: “Har du så fyrre års krise?”. “Nej, overhovedet ikke”, autosvarede jeg. Præcist som man svarer “NEJ”, når nogen i telefonen spørger: “Vækkede jeg dig?”. Og de gjorde netop det. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare sige “JO”, som er det rette svar på det meget præcise spørgsmål. Jo, jeg har sgu en fyrre års krise. Jeg synes det er svært at vide, hvorfor jeg er så ked af det inde i mig selv lige nu. Det er næsten blevet en tilstand i de forgangne uger. Jeg tror det er fordi, jeg er i en lidt eftertænksom modus. Jeg savner dem jeg har mistet undervejs. Nogle fordi vi skulle skilles. Nogle fordi jeg var dum. Så ekstremt dum. Og nogle fordi de var dumme. Jeg kunne jo have tilgivet dem, men det gjorde jeg ikke. Og nogle fordi de blev syge og døde. Eller bare døde – sådan helt regulært. Fra dag til dag.

Og så fordi jeg opdager, at jeg ikke længere har hele livet foran mig. Mine handlinger har en noget mere blivende karaktér over sig. Og har haft det i længere tid end jeg erkendt. Dét er jo verdens største, latterligste, mest åndssvage, pisdumme og trælse kliché. Men jeg har ikke længere hele livet foran mig. Min mest sort/hvide-side vil jo påstå, at det har jeg aldrig haft. Du overser en bus eller bliver overset i et højresving og så er du færdig. Men min statistik-elskende, let forblommede side vil jo sige, at gennemsnitslevealderen for danske mænd er i hvert fald over halvfjerds, så lad os nu bare tro på livet. I hvert fald nogle årtier endnu. Men det kan man jo ikke. Det tunge ved erfaring er jo netop, at man ved at et gennemsnit er vægtningen af nogle utroligt heldige mennesker og nogle utroligt uheldige mennesker. Og at klokke-kurver danner deres højdepunkt i kraft af yderpunkterne. Så nogle skal blive ældgamle, cigarrygende og aldrig-hostende mennesker. Og andre bliver nakket, netop som de står der og venter på bussen i halvtredserne.

Og det kan jeg skrive her, for nogle gange er det nemmere, at være intim på afstand.

Rebel Inc

I går kom min syttenårige datter hjem med en hanekam. Hun havde taget luften ud af overraskelsen ved at sende et billede på mail først – så der var ikke nogen chokeffekt i selve mødet. Og jeg må også tilstå at jeg egentlig mente, det jeg skrev til hende, da jeg først så billedet. “Det er fint!” – altså, som i ser godt ud. Sådan må forældre jo aldrig svare på oprør. De skal opstille en mur af afstandtagen, så der kan spilles oprørsbold – men jeg mente det jo. Jeg synes det var fint.

I halvfjerdserne gjorde punkerne oprør. De rettede det mod et fænomen, som jeg elsker som billede og savner et dansk ord for – nemlig the establishment. Et establishment, jeg altid selv har følt skulle udfordres. Dog ikke med hanekam – jeg er mere sådan en viking med sideskilning-type. Punkerne gjorde oprør ved at vise, at alt, der historisk var styret af the establishment – f.eks. kulturproduktion, tjah – det kunne man sagtens selv. Også selv om man ikke kunne. Visuelt gjorde punkerne oprør ved at trashe sig selv. Billederne af piercinger med sikkerhedsnåle, hanekam, farvet med almindelig lak og maling og en selvvalgt elendig hygiejne, skulle måske udstille, hvordan de troede the establishment så dem. Måske bare udstille den forvirring, der er indeni til man finder ud af, man faktisk har sin helt egen plads i samfundet, man skal bare tage den (det kan der så sagtens gå 40+ år med).

Så her stod min datter med hanekam og så brandgodt ud. Hun var så spot on den gældende mode, som er en revision af punkbølgen – genfundet og opdateret af en svensk forfatter – billedsat af en dansk filminstruktør. Halvfjerdsernes oprør er blevet til 10ernes Lisbeth Salander. En kvinderolle, der bliver pushet af Hollywood, som leading woman og som derfor bliver kulturikon i kraft af millioner af USDs, der bliver brugt på reklamere for netop fænomenet Salander. Og er det ikke frækt? Hollywood og gammel-socialisten Stieg Larsson(s bo) vælter sig von And-agtigt i penge, fordi de benhårdt markedsfører historien om hvordan the anti-establishment vælter the establishment. Næ – egentlig ikke. Hvis jeg stadig arbejdede, som konsulent ville jeg omgående coine frasen “oprørsøkonomi” og tage på en lang foredrags- og bogtur så jeg også kunne malke den gældende trend. Men når nu samfundet er nået dertil, hvor markedskræfterne tager over konstant, hvordan fanden skal man så gøre oprør, når man nu er ung og er en oprører uden en reel sag?

Filmen Rebel Without a Cause blev forøvrigt udsendt i 1955 af Warner og handlede præcis om oprøret. Det blev der tjent millioner af USDs på. Specielt fordi James Dean indeholdt oprøret i en lækker krop. Det samme galdt Elvis, der var en hoftesvingende oprører, der kastede milliarder af USDs til RCA. Sex Pistols blev benhårdt styret af Malcolm McLaren, der endda fik udgivet et interviewalbum med Sex Pistols under navnet “Some Product”. Og det samme gælder de faktiske symboler. Fra Minien, der fik sit navn i 60ernes frigjorte britiske oprør til Salander-piercinger og dragetaoveringer, som for tiden holder tatoo/piercing-branchen kørende. Ok – så markedskræfterne har nok været på spil lidt længere end i dette årstusinde. Selv Charlie Chaplins filmiske oprør mod the establishment for hundrede år siden endte i et af de største amerikanske filmstudier, nemlig United Artists. Bygget på gentagelsen af historien om den lille mand, der vandt over industritidens kapitalstærke samlebåndsbaroner.

Det synes næsten, som om ethvert ideal vil ende i sin egen overgivelse til det, som det udfordrer. Sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg så Peter Øvigs bog Hippie, i min boghandel, “som den perfekte julegave”. Tillykke. Det lykkedes at skabe et produkt ud af det danske og fesne svar på Woodstock, som primært var et 3 år langt slagsmål om fælleskøbmanden skulle give kredit eller ej. Men hvordan helvede gør vi så oprør – når oprøret åbenbart aldrig er mere stærkt end det suges mod det nærmeste sorte pengehul? Og er det i virkeligheden slet ikke et oprør vi er interesseret i, men bare sådan lidt barnligt, at finde ud af, der virkelig er kærlighed til os – også når vi påkalder den med udfordring.

Måske specielt et ønske, der opstår når vi skal til at forholde os til nogle krav, som måske ikke er behagelige. Vi skal selv til at tjene penge. Vi skal op til tiden. Møde på et arbejde. Få nogen børn. Købe en dyrere bil. Dø værdigt. Så er det vel nemmere i en tid, at kaste sig hovedkulds ud i den kultur vi ved elsker os – dem, der minder mest om os selv. Og så tage kraftigt afstand fra dem med kravene. Som vi så i en periode, kan se som dem, der solgte ud. Dem der gav op. Gav ind. Og nu er del af det store samlebånd. Handler den uendelige række af røvgevirer og piercinger ikke mere om at melde sig ind i en stamme, ved at skille sig ud fra en anden? Det tror jeg det gør. Og det tror jeg også er selve essensen af det evige ungdomsoprør – at vise sit tilhørsforhold til en ungdomskultur, der SKAL give fingeren til the establishment.

Det vilde er så at oprøret er så cyklisk og forventeligt, at man kan drive forretning på det. Nogle af dem, der er allerbedst til at tjene penge på det evige ungdomsoprør er den amerikanske mediemogul Viacom, der driver TV (Nickelodeon, MTV og Comedy Central), film (Paramount og MTV) og computerspilproduktion. De tilbyder et benhårdt og godt afprøvet oprør, der virker for 99% af alle senteenagere. Dermed ender deres oprør og opgør i kløerne på dem man skulle tro var selve modstanderfiguren, men faktisk tilbyder netop det syndefald af (stærkt iscenesat og markedsført) ungdomskultur, der kan klippe vingerne af de små englebasser.

Dramafix

Har du bemærket at alle toere altid starter med at etablere det faktum, at de alligevel ikke levede lykkeligt til deres dages ende? På den vis er toere meget mere realistiske og som livet er, end den historie, vi normalt får fortalt. Det er også derfor toere typisk stinker, de er nemlig sjældent det dramafix, som vi elsker og behøver. De ligner den stinkende, endeløse, kedsommelige hverdag, der pludselig ender med et uventet brag.

På det seneste er historien, som form, begyndt at irritere mig mere og mere. Nogle dage tror jeg faktisk den er direkte skadelig for vores samfund og civilisation. Når jeg ser mig sur på den, bliver den hele roden til alt ondt fra curlingbørn over skilsmisser til arbejdsløshed. En historie har en start, en midte og en slutning. En historie har en hovedperson, der undervejs bliver klogere og vender 180 grader på en grundholdning i sit liv. Hvis historien vil ham det godt bliver vi glade på heltens vegne og hvis den vil hovedpersonen det skidt, kan vi udleve dele af vores egen sorg via ham.

Mentale 3d briller
Men det er jo noget ævl, at vi kan leve gennem historier – for det er ligesom at lade børn vælge, hvad de vil spise. Slik er ikke rigtig mad og historier er ikke rigtigt liv. Vi ønsker, som udgangspunkt, sjældent at udvikle os ligesom hovedpersonen, for det gør ondt. Vi vil have den søde slutning og den vælger vi, fordi det føles godt i maven. Så vi går ind og ser endnu en chick flick, guy cry, slasher, mockumentary, teen movie eller hvad vi nu plejer at se. Og til sidst er det sådan vi ser verden. Vi får mentale 3d briller permanent. Problemet er bare, at sådan er verden ikke. Og hvis vi overfører vores historieforventninger til dagligdagen, ja så bliver vi sgu slemt skuffet.

For det første kan vi ikke starte historien når vi har lyst. For det andet kan vi slet ikke bestemme hvordan den skal udspille sig, eller med hvem. Det er slet ikke sikkert vi er med. Faktisk er der slet ikke nogen historie til hverdag. Der er ingen start, midte og slutning. Det er derfor vi betaler 100 kroner for at gå i biffen. For så kan vi æde slik, hjernen slappe af og historien udfolde sig under velordnede forhold.

Uden mening er det meningsløst
Hverdagen er en lang serie af komplekse ligegyldigheder, som ikke har en overordnet og sammensat fortælling, der giver mening til sidst. Livet er en serie af valg, der ikke skal tages i en bestemt rækkefølge, for at opnå et bestemt resultat – faktisk kan man sagtens være så uheldig, at træffe alle rigtige valg og så blive kørt over af en tilfældig dobbeltdækkerbus med turister. En meningsløs ulykke. Præcis – for det er ikke en tilknappet historiefortælling, den kommer først når vi genfortæller forløbet og lægger en færdigbagt mening oven på.

Lige nu er der i Fyens Stiftstidende en serie med en kvinde, der ønsker sig det perfekte bryllup – men ikke ejer de økonomiske midler til at gennemføre det. Derfor forsøger hun, på alle tænkelige måder, at skaffe sponsormidler, sådan hun får dét ultimative bryllup, der ligger inde i hendes hovede. Jeg kan godt se historien er god. Derfor fortæller vi den i avisen. I den omvendte nyhedstrekant, så den kan skæres nedefra.

Den klæder forsiden. Men hvordan ser en kvinde, der er voldsomt optaget af at realisere sine egne, egoistiske drømme om selviscenesættelse egentlig ud, hvis man oplever den 1:1? Sikkert ikke særlig køn. Slet ikke i en tid, hvor 2 millioner børn er ved at dø af mangel på fornødenheder på Afrikas Horn. Det er en god historie, at kvinden er opsat på at finansiere sin drøm af et bryllup, men er det faktisk en særlig god historie? Og hvad vil hun bagefter? Stoppe tiden og leve lykkeligt til sine dages ende? For det er så yndigt at følges ad?

Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at historien har fungeret som grundformidler af drømme og håb så længe, at vi er blevet næsten ukritisk døve overfor livet. Vi har endda opfundet en speciel tv-form, der er stærkt, iscenesat virkelighed, som vi kalder reality. Det er en velkommen pause i en kompleks og uoverskuelig hverdag, at se en godt fortalt historie, der tager os i hånden og leder os gennem 3 forudsigelige akter – og ligesom en tur i rutchebanen, så ender vi samme sted, som vi steg på. Men historien skal ikke forveksles med, hvad vi kan forvente os af livet. Tværtimod, skal vi se historien, som en velordnet pause, der giver os energi til at gennemleve den ustrukturerede og ufrivilligt komplekse fortælling vi kalder vores liv.

Det havde vi ikke regnet med.

Det startede med et tordenbrag, som blev diskuteret rigtig længe. Var det et fly eller en eksplosion eller hvad fanden kunne det være? Cirka et kvarter efter opdagede vi skyen og gik indenfor på caféen. Da vi kiggede ud igen regnede det så meget at børnene hentede deres regntøj i husene og husbådene rundt om og kastede sig ud i regnen. En kvinde besluttede at køre hjem, men kom retur fordi vejene var væk og hun kunne ikke se kørebanen.

Det var bare starten på nogle forrygende timer, hvor vi sad sammen med nogle mennesker, vi ikke kendte og som ikke kendte os. Vi oplevede en lille, stille revolution. Her sad vi. Vi kunne ikke komme nogen steder, ingen kunne komme til os. Og vi kunne vælge mellem panik eller overgivelse. Heldigvis valgte vi det sidste. Frugten var en unik oplevelse. Lige de timer skilte sig væsentligt ud fra tøjvask, opvask og daglig hjernevask og blev til et tidsrum, som vi aldrig kan opleve igen. De samme mennesker, på det samme sted under de samme vilkår vil ikke ske igen – og hvis det gjorde er det ikke sikkert, at det ville blive med samme stemning.

Da vi endelig slap ud var byen forandret. Vi sprang mellem dybe huller i fortovene, nedskredne veje og vand i mængder, som sjældent før. Den eneste vej var at gå. Busser holdt i siden af vejene, med blinket tændt. Forladt og ventende på Falck. Biler stod stille i rabatten og da vi endelig kom tættere på byen, så vi de orange blink alle steder.

Ved alle kældre stod der mennesker og forsøgte at redde deres ting. Pakkede gulvtæpper i poser og lænsede vand med alt de havde. Poser. Spande. Fejeblad. Kunne det lænse, kunne det bruges. Samtidig med denne voldsomme aktivitet var der også en underlig stilhed. Mat gik andre omkring. Vejene var spærret, togene holdt stille og København var på en mærkelig måde lukket om sig selv. Der var granatchok i luften. Ingen kunne opretholde det normale tempo – intet var som det plejer at være. Overfladiskheden kunne ikke opretholdes – fordi farten var forsvundet. Vi måtte være, hvor vi var og med det vi havde.

Da vi havde krydset centrum og gik ud af byen igen – på vej gennem området bag Svanemøllen Station, var der nærmest undtagelsestilstand. Taxaer, busser og privatbiler holdt, hvor de var blevet efterladt i vandmasserne. Der stod tunge dampskyer op fra huller i vejene, hvor arbejdsmænd knoklede med at lukke for dampen og vejen var overfyldt med affald, der var skyllet med vandet. Det lignede krig. Men alle – selv arbejderne – var helt stille.

Stilheden fortsatte søndag. Busserne forsøgte, overfyldt, at erstatte tognettet. Der var let panik ved stoppestederne, specielt når en bus endelig standsede og tog folk med. Langt de fleste kørte overfyldte forbi. Ind og udstigning foregik ved alle døre og buschaufføren havde suspenderet billet og klip. En gåtur ned mod Kgs. Nytorv var primært en tur henover slanger, der lænsede vand fra kældre. Og forbi triste ansigter på mennesker, der havde mistet rigtig meget af deres virksomhed. I dag fortsætter stilheden på i byen og på indfaldsvejene. Ja selv på nettet, hvor rigtig mange hjemmesider, stadig, er nede på grund af to timers regn.

Jeg tolker det meste af stiheden som ydmyghed. Det var det i alle fald for mig. Vi fik et lille glimt af hvor lidt vand der skal falde fra himlen eller hvor lidt havet skal stige, før hele vores liv og samfund begynder at se meget anderledes ud. Når det regner i to timer, så forsvinder vejene, fortovene styrter sammen og togene holder stille. Vi kan ikke længere fokusere på det vi har lyst til – men bliver nødt til at gøre det vi skal. Vores liv, som vi kender det, kan blive oversvømmet på bare to timer og der er ingen steder vi kan flygte hen.

Manden fra Politiken

Igennem mit arbejde løber jeg relativt ofte ind i offentligt ansatte. Mennesker, der arbejder i kommunalt, regionalt eller statsligt regi. Det er naturligvis meget forskellige mennesker, med forskellig baggrund og en regnbue af jobbeskrivelser, men fælles for dem, er at de arbejder i et helt specielt miljø, hvor der er en meget mærkelig hierarkisk magtfordeling.

Personligt mærker jeg det mest ved helt åbenlyst, at mangle viden om hvor elefanten befinder sig og hvad det er for en elefant vi danser rundt om. Men det ved de offentlig ansatte. Med stor sikkerhed kan de udpege magten og ofte gætte, hvad den ønsker uden ønsket behøver blive udtalt.

Det fordrer i visse tilfælde også en grad af angst, der giver sig udslag, som overforsigtighed. Når ingen for alvor trutter ren røv er der en vis grad af gætteri og dermed usikkerhed i systemet. Sådan kan man møde angstelefanten i det offentlige system – og det kan være nærmest umuligt at navigere i for en udefrakommende, der ikke lige kan huske “Popmusikerens vise” udenad.

En af dem fra “kommunen”, som virkelig gør en forskel og trækker den ene sandhed efter den anden ud af skabet er Rune Mejlvang. Han skriver bloggen “Manden fra kommunen“, som virkelig er en modig udgivelse, når man ser hvem hans arbejdsgiver er. Nu har jeg haft glæden ved at møde og arbejde sammen med Rune Mejlvang nogle gange – og han er ikke en løs kanon eller en opmærksomhedssøger. Han skriver om det han ved noget om og han gør for at gøre feltet bedre og dygtigere. Og for at rette op på de fejl, der sker.

Hans blogserie om sladretjenester er nu endt i Politiken, som artikel – og derfor får en yderst uhensigtsmæssig omgang med følsomme persondata nu et grundigt eftersyn. Hvis det viser sig, at Rune Mejlvang har ret (hvad der er en del der tyder på), så har 25 kommuner haft en yderst skidt omgang med persondata. Hvor skulle den kritik komme fra, hvis ikke fra en mand, der lever i krydsfeltet mellem det digitale og de kommunale administrationer? Han har den nødvendige viden til, at opdage og påpege fejlen.

Jeg er sikker på de 25 kommuner, der får trukket bukserne ned på deres stikkersider, ikke er synderligt glade for, at kilden er en af “deres egne” – det skal vi andre til gengæld være. For det er folk som Rune Mejlvang, der forandrer vores verden til det bedre, ved at turde investere sig selv og sin viden for at hjælpe samfundet, på trods af et system, der ikke nødvendigvis sætter pris på indsatsen.