Tag Archives: TV

Second screens er second to none

Det store dyr i tv-åbenbaringen i disse tider er second screen. Det er det buzzword, der trækker broadcasternes opmærksomhed og samtidig giver programfolk og teknikere grå hår. For hvordan skal man angribe denne udvikling? I det seneste år er der opstået små og temmelig forkølede forsøg på at rumme og møde det faktum, at tv nu typisk bliver forbrugt i baggrunden eller med hjælp fra en anden device. Deraf navnet second screen.

Med et stort tilløb står de danske tvstationer og forsøger at finde deres angrebsvinkel – men desværre med en meget typisk broadcastertilgang, der slet ikke hjælper dem. Problemet er klassisk – når man stiller det forkerte spørgsmål, får man det forkerte svar. Lad os lige kigge lidt på fakta, før vi vender tilbage til de ringe indsigter og dårlige antagelser, der lige nu dominerer diskussionen.

Allerede nu er der – bl.a. ved Googles mellemkomst – blevet analyseret på dels den amerikanske tvseer og dels hvordan vi allesammen bruger vores forskellige devices til forskellige tilstande af aktivitet. Typisk er Googles mange og tunge analyser af brugere centreret omkring søgning – og det er Googles undersøgelser af second screen også. Men de afslører en del andet.

F.eks. det indlysende. Vi bruger vores devices til forskellige ting. Mobilen er vores livline og foretrukne kontaktpunkt. Tablets er primært for underholdningens skyld og computeren er et decideret arbejdsværktøj. Her gør vi ting, som er sværere. Afslutter indkøb. Skriver længere mails. Åbner regneark. Alt det, som er træls på en mobil device.

Men også det mindre indlysende – nemlig, at vi sagtens kan foretage flows på tværs af vores devices. Det er muligt, at en søgning på en mobiltelefon, videreføres som en browseroplevelse på en tablet, for at blive afsluttet, som en bordbestilling eller et rejsekøb på en computer. Vores oplevelser og vores skærmforbrug er langt mere kompliceret end man skulle tro.

Og hvilken skærm står udenfor det flow? Det gør vores tv. Vores gamle og dumme tv. Som ikke er synderligt smart – heller ikke når det får processor og internetadgang og vi hævder at det er st smart tv. Derfor bruger vi second screens – fordi de er smarte og giver noget til oplevelsen, som vi ikke kan få med et tv alene.

Måske er tv second screen?
Det betyder også at den generelle antagelse, at second screens understøtter tvoplevelsen måske er forkert. Måske er det mere sandt, at der foregår langt mindre bevægelse fra hhv. mobil, tablet og pc mod tv – end den anden vej. At det er tv der er på vej til at være second screen. Det er i hvert fald langt nemmere at forestille sig brugerbevægelser der går væk fra tvet og ud i en digital verden end omvendt.

Næste vigtige indsigt er baseret på Googles undersøgelser af den amerikanske tvseer – men jeg tillader mig at antage, at den også dækker den europæiske tvseer i store træk. Og måske endda bedre, fordi vores digitale infrastruktur i Europa faktisk overgår den amerikanske på flere områder. Vi har bedre og oftere adgang til mobilt internet, med smæk på.

Vi bruger mest vores second screens til tre ting, nemlig som primær skærm, med et tv i baggrunden (77% af den tid, som de amerikanske tvseere har tvet tændt, har de øjnene på en anden skærm). Vi bruger dem til at understøtte det tvprogram, vi ser. Slår navne op, kigger fakta om gamle filmskuespillere og tjekke programoversigter. Og så bruger vi dem til at snakke med de andre, der ser samme program. Hashtags, der understøtter snakken gløder under de store liveprogrammer. Jahhhh og Neeeeeejjj er ikke sjældne opdateringer på de sociale medier, under en fodboldkamp. Ligesom “Ok, de har sendt en trold i år”, kunne ledsage et Melodi Grand Prix.

Vi kan ikke styre noget – vi kan understøtte og acceptere spillereglerne.
Og her er en af de virkeligt farlige antagelser, som jeg har stødt på hos flere store broadcastere – nemlig tanken om, at de kan styre strømmen. Det kan man ikke. Man kan understøtte den, men bare en relativt simpel handling, som at forsøge at beslutte og gennemføre et hashtag, som bærende er svært. Også selv om man skriver det på skærmen. Hvis brugerne vil have #escdk, som hashtag for Melodi Grand Prix, fordi det åbner en mulighed for at snakke med brugere i andre lande, så er det deres hashtag – og ingen får dem over på andet.

Man kan heller ikke styre, hvor snakken foregår – hvis det oplagte er Twitter er det Twitter og hvis det er Facebook så er det Facebook. Men det kunne også være helt andre steder med en helt anden struktur – f.eks. i kommentarfelter under artikler, på chat, i internetfora eller helt fjerde steder, vi slet ikke kan forestille os. Broadcastertanken, som man kan støde på ind i mellem er at man skal udvikle sin egen app eller endnu værre – sit helt eget sociale netværk, for at tage de sidevisninger og eje den snak, der foregår. Og mere uvidende arrogant kan man vel næsten ikke være?

Sidst, men mindst – second screen er kun et skridt på vejen mod noget helt andet. Nemlig konvergens. Jeg ved det, det er slidt at tale om konvergens og vi er blevet lovet konvergens oftere end politikere har lovet noget i en valgkamp. MEN, det er altså på vej. Second screen er vores bedste forståelse, af det sted vi står lige nu – men vi er faktisk i bevægelse, hurtig bevægelse, mod same screen. Ikke one screen. Ikke second screen. Men same screen. Teknologien og devices, der kan kan understøtte en fuldt konvergeret medieoplevelse er ikke lysår væk. De står ikke engang hos Familien Jetson – de er lige om hjørnet, som i noget vi kommer til at stifte bekendtskab med indenfor det kommende halve år.

Du skal ikke kigge efter en revolution, men du skal kigge efter første gang du oplever en live-video, der har et interaktivt lag ovenpå. Så har du den – og snart efter har du same screen. Det kræver kun kombinationen af en processor og en internetadgang.

Derfor ville jeg smide alle mine antagelser ud og finde en ny vej, hvis jeg var broadcaster. Derfor ville jeg tænke tv ud af tvet og ud i en smartere næsten-nutid. Jeg ville tænke, at der ikke findes second screens – der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm – derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. Og sidst ville jeg fokusere blikket et hundrede procent mod at forstå og facilitere de oplevelser og brugsmønstre, der knytter sig til det vi nu kalder “second screen”, så jeg var klar til same screen. Og konvergens.

Hov, hvad var der egentlig på den anden skærm, mens du læste dette på din tablet? Googles analyse kan du finde her: http://www.google.com/think/research-studies/the-new-multi-screen-world-study.html

You Robot

Bare fordi man kan tænke det, betyder det ikke nødvendigvis at det sker. Bare fordi man kan udvikle det, betyder det ikke at det vil blive produceret. Og bare fordi det bliver produceret,
betyder det ikke nødvendigvis at det bliver solgt. Af en eller anden sjov grund er disse tre grundtræk aldrig at finde når medierne rapporterer fra udviklingens påståede frontlinie. Der bliver slået store brød op. Som i den udsendelse jeg så i går om robotter på Discovery. “Om få år er der robotter i alle hjem”, fortalte speakeren, mens jeg så billeder af Hondas Asimo, den 110 cm. høje og venligt menneskelignende robot, som er en væsentlig del af Hondas egenopfattelse og branding.

Selvfølgelig vil der det. Lissom køleskabet vil vide, hvad der mangler og hvad der er for gammelt – og vægten vil vide om den er med på ferie eller om det er jul. Det er primært et spørgsmål om at definere fænomenet robotter, for hvis det er en selvaktiverende græsslåmaskine eller en automatiseret støvsuger så ja. Der vil være robotter i alle hjem. Men om jeg skal vænne mig til en fremtid med Asimos lillebror – næppe. Det strider ganske simpelt mod det helt fundamentale erfaringsmateriale vi lige har fået af den seneste udvikling.

Mennesker er primært på jagt efter social kapital – altså at samle værdi, der gør at andre vil snakke med dem. Og her hjælper ingen kære robot. Det strider også imod hvad vi lærte af udviklingen af computere og software. Nemlig at ingen, udover forskerne, er specielt interesseret i en kunstig intelligens, der kan overgå menneskets – men snarere i applikationer og hardware, der kan udvide det enkelte menneskes muligheder.

Derfor ville jeg, hvis jeg skulle placere mine pensionsmidler i robotaktier, vælge dem der udvikler til at udvide eller forlænge mennesket: synsforstærkende, styrkeøgende, helbredende dimser og dutter, som in- og udvortes er ment til at fungere i en sammenhæng med et menneske, styret af det menneskes tanke og nervesystem. Honda er, med rette, stolte af at Asimo kan gå så flot som han gør. Og det er udmærket – men hvorfor skal han gå? Fordi mennesker går.

Asimo kunne svæve, rulle, køre og vælte sig rundt, alt efter behov, direkte på jorden eller på en pude af luft eller på hjul – alt efter behov og opgave. Men det skal han ikke fordi mennesker går – og så skal Asimo gå. Han fødes kort sagt med de samme menneskelige umuligheder, som hans humane forbilleder. Jeg tror ikke at der kommer Asimo-robotter, eller fætre til ham, i alle hjem indenfor en overskuelig årrække. Det er ikke det folket vil have. De vil have mennesker i deres hjem, som gør de ting en eventuel Asimo ville blive sat til. Asimo er robotternes svar på erstatningskaffe. Hvor imod de menneskeforlængende og integrerede robotter er svaret på et basalt menneskeligt behov.

Mediemuseum

Burde et mediemuseum ikke være et sted, hvor man kan opleve lyden af en plade, som er gået i hak, en cd, der springer rundt i mellem numrene og synet af sne på en tom tv-kanal?

Hvorfor TV 2 har det ad helvede til og ikke eksisterer om to år, hvis de voksne ikke stopper festen

Normalt kommenterer jeg medier og reklamer som klummeskribent og kommentator. Som en slags korrespondent fra en ny kultur – jeg oplever og viderebringer en ny tid til de gamle medier og reklamefolk. Denne gang vælger jeg at udgive mine kommentarer på min private blog. Fordi en korrespondent har en vis ret til personlige vinkler, men stadig forventes at være objektiv, hvilket jeg ikke kan siges at være i denne sammenhæng. Jeg var ansat på TV 2 fra 1998 til sent i 2005 og har deltaget i at kommercialisere stationen ganske meget i kraft af mit job i TV 2s markedsføringsafdeling, men det er nu ikke derfor jeg ikke er objektiv. Jeg er stærkt subjektiv tilhænger af nye medier og nye måder at tænke på – og det kan man jo ikke just beskylde TV 2 for at være.

Nuvel – det tilside. Hvorfor er udsigterne så ringe for TV 2? For at forstå hvordan TV 2 finansieres og dermed hvorfor djævlen står på lur bag cykelskuret for at tæske stationen på vej hjem fra fritidsordning, skal vi lige kigge indenfor i den kommercielle tv-verden. Da TV 2 skulle udfase sine licensindtægter, skete det bl.a. ved at hæve prisen for reklamer og ved at lancere betalings-tvstationer, som f.eks. Zulu. Over en periode på ca. 5 år fjernedes TV 2s licensindtægt og blev mere end erstattet af disse prisøgninger og markedsudvidelser.

Dermed skabte TV 2 sig et grundlag for at leve videre og ikke mindst muligheden for at blive lidt polstret med penge. Disse penge er væk i dag – og erstattet af en gæld på (ifølge Jyllands Posten d.d.) 850 millioner kroner. De 500 millioner kroner skylder TV 2 til den danske stat, der ekstraordinært har lånt dem pengene for at undgå en konkurs.

TV 2 har allerede meldt ud at de ikke kan betale pengene tilbage – men måske med nød og næppe kan betale renterne af lånet. Om EU kan acceptere at den danske stat på denne måde låner penge ud til en statslig tvstation i konkurrence med utallige private er nok lidt meget at håbe på – men det er slet ikke det der er hovedproblemet for TV 2.

Problemet er langt mere basalt, nemlig TV 2s grundlæggende forretningsmodel. En kommerciel tvstation som TV 2 lever af at sælge eksponeringer af tvreklamer for demografisk udvalgte seere. Det er klart at jo flere af de rigtige seere, der ser en tvreklame samtidigt, jo flere penge tjener tvstationen på netop denne reklamevisning. På en tvstation kommer en reklamevisning aldrig igen. En tvstation er som en isfabrik, hverken en god eller dårlig sommer kommer igen – så tjente vi bare ikke så mange penge dette år. I mange år har TV 2 sat trenden på tv-reklamemarkedet for pris og udbud. I kraft af TV 2 længe ikke har leveret seere i samme gode udbud og antal som tidligere, kan de ikke tjene så meget som tidligere og de missede muligheder kommer ikke igen. Når kvaliteten af TV 2s reklamevisninger falder har de også mindre mulighed for at sætte en højere pris end de andre tvstationer. De gode tiders slogan om at en “TRP ikke er en TRP” bliver mere og mere hul efterhånden, som kvaliteten af TV 2s reklamevisninger falder. Så langsomt og sikkert mister TV 2 magten over tv-reklamemarkedet.

Men kan de så ikke kompensere ved at sælge visninger af bedre kvalitet (altså reklameblokke med en snævrere og dermed dyrere målgruppe) på deres specialiserede kanaler? Nej, det kan de ikke. TV reklame er pr. definition et masseanliggende (det er derfor det er så dyrt – det er kun billigt de steder, hvor det er lokalt eller ikke ret set) og når TV 2 flytter en seer fra deres primære indtægtskanal, nemlig det der kaldes hovedkanalen, altså den gamle og originale TV 2, til en af deres nye kanaler og viser den seer en reklame, så er den samme seer pludselig kun halvdelen eller mindre værd. Altså skal kannibalregnskabet på en tvstation (altså hvor mæt man bliver af at spise sin egen hånd) gøres op mellem abonnementsindtægter og reklameindtægter – og så er det ikke sikkert at det giver mening at rulle flere kanaler ud.

Samtidig har TV 2 det andet basale problem at de får sværere og sværere ved at lancere nye abonnementskanaler fordi flere gatekeepers har sagt stop for flere kanaler fra TV 2 for ikke at få forvredet magtbalancen i deres kanalpakker, samtidig med at TV 2 heller ikke har kapitalen til at lancere nye kanaler i kraft af deres dårlige indtjening. Altså er mulighederne for at tjene penge på nye kanaler nok ret limiteret i den nærmeste fremtid.

Vi ved positivt at det analoge tv-net slukker i november 2009 og hvis det historisk udspiller sig i Danmark, som det har gjort i lande som vi kan tillade os at sammenligne os med, så vil TV 2 miste mellem 7-9% yderligere seere på deres hovedkanal. Og så er den tv-station faktisk reelt ved at være grundigt på røven, for at sige det ærligt. Derfor tror jeg ikke at TV 2 eksisterer om to år, hvis der ikke snart er en voksen, der griber ind.

Ja, TV 2 kan sælge sin andel af sendenettet i Danmark. Det vil formodentlig ikke dække gælden og vil være en engangsindtægt. Og det løser ikke det basale problem. Ja, TV 2 kan nedlægge sin moderbygning i Odense og kun være i den nyopførte Teglholmen i København. Men det løser ikke det basale problem. Ja, TV 2 kan styksælge alle sine sideaktiviteter. Men det løser ikke det basale problem. Og hvad er det så, det basale problem? 2007 var det første år hvor reklameforbruget på Internet var lige så stort som på tv. 2.5 milliard danske kroner. (Her vil nogen indskyde at den kraftige vækst i 2007 for Internet-adspend var betinget af at man tog søgeordsannoncering med for første gang – men det er efter min overbevisning ligegyldigt, det er stadig adspend på Internet). Det betyder at tvs førertid er ved at være ovre for alvor – og nu skal tv til at vænne sig til en ny plads på reklamemarkedet, den kan være mindst ligeså profitabel, men den kræver et nyt mindset – og det kommer der nok ikke fra TV 2, som tingene står lige nu.

Der er ikke så meget stads med kommercielt tv. Det handler om at sælge opmærksomhed fra demografisk konstruerede grupper til virksomheder med varer.

Den amerikanske mediekritiker og skribent George W. S. Trow skrev i 1980 et langt essay, der fyldte en hel udgave af magasinet The New Yorker. Det handlede om tv. Eller rettere det, som tv gjorde ved amerikanerne. Trows påstand var at det demografiserede mennesket. Altså tv var det medium, som gjorde de ikke længere så sig selv som hele mennesker, men snarere som målgrupper – fordi det var sådan det stærkeste medium de oplevede talte til os. Nu skal vi justere lidt for historisk tid, for demografiske tv-medier var en naturlig del af 80ernes USA, men ikke nødvendigvis ret tilstede før 90erne i Danmark. Men derfra blev også vi demografiseret. Og det i mere og mere spidsvinklet version …indtil det blev for meget. Kasserne blev for trange og heldigvis kom der samtidig muligheden for at bryde ud og demokratisere den måde medier taler til os gennem Internettet.

Jeg ved det. Det intellektuelle lixtal var lidt vel svævende i den foregående del. Så lad os tage det hele ned på jorden et øjeblik. Det gør vi ved at genskrive den sætning som Trow skrev i 1980 med dansk og nutidigt fortegn: “Vi har stadig DR, TV 2 og Ekstra Bladet – men vi er ikke det samme folk, som havde det før”. Eller på endnu renere dansk. Internettet har betydet langt mere end indførslen af et nyt medium. Det er også et nyt mindset alle medier må følge med ind i.

Hvis vi skal bruge den klassiske visualiseringsmodel af Internettets fantastiske styrke, nemlig sammenligningen med opfindelsen af trykpressen, til at visualisere den forskel i mellem det folk der var før og så nu, så kan eksemplet se således ud: Trykpressen gav mulighed for at sprede et budskab. Internettet giver alle mulighed for at finde det. Tv lever i trykpressens tid. Det har evnen til at sprede budskaber – men ikke til at samle dem i andet end den demografiske model, der ligger til grund for den valgte kanal og udsendelse. Det kan Internettet, som artigt retter sig ind efter øjeblikkets og individets behov. Til sammenligning kan ingen radio, tv eller avis være i dialog uden at man må aktivere et andet medie, f.eks. sms, computer eller ligefrem skrive et læserbev.

Så der har du TV 2s problem. Det er en T-Rex til en fredsdemonstration. Det eneste der kan redde TV 2 nu er en fuld fokusering på det eneste fællesskab, der rent faktisk kan vise sig at være overlevelsesegnet – nemlig det mindst demografiske og mest fælles, der er. Hovedkanalen. Ikke nødvendigvis for alle altid. Men for de mange det meste af tiden. I en tid hvor IKEA kan gøre det godt ved fortsat at tænke på The Many People som evigt udgangspunkt må TV 2 også kunne finde en overlevelsesmodel.

Men den vil jo blive udvandet og derfor må vi ekspandere os ud i nicher, har den gode 90er tankegang været. Ja. Og det virkede. Dengang. Men nu er ekspansion lige så død som ironien. Jeg kan ikke, som mediepolemiker, lade være med at spørge om udvandingen af hovedkanaler er sket fordi at det var den eneste mulighed med “online”-mindsettets indtog, eller om det er sket fordi kanalforvalterne kun svarede på nye toner med gammel marchmusik. Jeg tror faktisk mere og mere på det sidste.

Tv-reklamepriserne er i (mindst) stagnation. Tv-seningen er spredt på flere kanaler og flere tidspunkter end nogensinde. Antallet af abonnements-tvkanaler er ved at nå sit peak. TV 2 får mindst to fuldgyldige tv-universer som konkurrenter fra november 2009 og slæber på en gæld på snart en milliard. Og online buldrer samtidig frem som mindset. Derfor har TV 2 det ad helvede til og vil ikke eksistere om to år – med mindre, der kommer en helt ny og grundlæggende forståelse af hvordan man tjener penge på tv i en ikke-demografisk verden. Det er der kun et svar på – at servicere øjeblikkets og individets behov for at interagere i et fællesskab.

De fælles oplevelsers mand

Otto Leisner er død. Æret været hans utallige “Go´aften og velkommen” og hans vedholdende funktion, som den sidste samlende mediedansker. Der er ingen tvivl om at Leisner ikke vil fungere på en tvflade i dag. Men denne elskelige mand virkede på sin tid. I en grad, hvor han næsten var ufejlbarlig til at gøre det som ellers kun programmer kunne -nemlig samle danskerne om en fællesoplevelse af deres kultur -og det endda med ydmyghed for projektet og seerne.

Leisner var ikke tandløs. Han ville ikke please -men han ville underholde og netop gennem respekten for danskerne og den fælles danske bevidsthed udviklede han den stil, som skabte de øjeblikke vi vil huske ham for. Ham vil jeg savne.

Journalisters subjektive selvopfattelse ødelægger deres fremtid

Det går rigtig skidt for den journalistiske og gamle del af den danske presse. De er rigtig skidt kørende og primært fordi deres subjektive selvopfattelse har overskredet sidste salgsdato med nogle år. Online er ikke at være online. Det plejede det at være, men skiftet er sket og online er nu en sindstilstand, som man enten kan levere ind i eller lade være.

Og fuldstændig som først musikindustrien og senere filmindustrien -og snart resten af os må erkende betyder det forandringer, hvis man vil være relevant. For nylig blev podcastet Kommunikationscast citeret af Ekstra Bladet, men først da redaktionen bag podcastet selv skrev om citatet blev det ændret til at fungere i den online tilstand, som resten af verden fungerer i. Ekstra Bladet strammede sig op og indlagde et tekstlink (ja, så banalt var det desværre) i artiklen.

Tim Berners-Lee, der lagde grunden til et Internet vi surfer på i dag, gjorde det af en primær årsag, nemlig at muliggøre links mellem videnskabelige artikler. Han ville gerne erstatte de små referencenumre i teksten, der henviste til en kildeangivelse bag i værket med et aktivt link, der førte læseren direkte ind i den bagvedliggende information. Derfor opererer vi i dag i en hyperlinket verden. Hvor al information er ikke bare tilgængelig, men kan optræde i utallige sammenhænge samtidigt og komplekst.

Som disse tanker, der skrives under forteltet på en campingplads på Bornholm og udgives på en privat og gratis blog, der fikses teknisk og hostes af cms-systemet WordPress. Via et mobilmodem. Det behøver jeg ikke nogen journalistisk uddannelse for at gøre -faktisk er det en fordel for mig at glemme de ti år jeg har arbejdet i journalistiske miljøer, når jeg skriver blog. For her er ikke behov for en færdig historie, der er uddelt på et formiddagsmøde på redaktionen, researchet i bilen på vej mod eftermiddagens interview, der klippes i bilen på vej hjem og udsendes straks efter. Her er behov for at udgive sine tanker, når de er klar -krystalliseret. Og sikre at de er mulige at finde (vha. f.eks. tags) og at de er mulige at linke til.

En del af den journalistiske branche har en stærkt subjektiv selvopfattelse, som medfødt tager udgangspunkt i standens funktion hidtil, som eneudgiver og eneleverandør til det danske folk af verdensbilleder. Og det er her problemet opstår.

En krise er når ens medfødte og erhvervede evner ikke står mål med den opgave man står overfor eller midt i. Den danske journaliststand er i krise -og den er kun lige begyndt at gøre ondt. Ligesom den danske reklamebranche, den danske politik og den danske industri. Alle der har været vant til at kunne vinkle en historie og sikre dens udgivelse er på vej mod vandfaldet. Og her er den barske sandhed:

De faldende læsertal, de gratis, underskudsgivende aviser, den evige fragmentering er kun til gene for udgiverne. Det er til fordel for brugerne og derfor kan man ikke rette op på denne trend eller gå tilbage til de gode, gamle dage. Man kan kun udvikle sig sammen med brugerne og igen opnå at være en fordel.

Det sker gennem et objektivt selvbillede, som tager udgangspunkt i medieforbruget og ønskerne til information og konsum af udgivelse. Hvis man holder fast i at man har en speciel uddannelse, der skal gøres brug af for at sikre den korrekte fortælling, eller man bider sig ned i argumenter om hvordan den redaktionelle proces sikrer væsentlighed i formidlingen, tjah, så er der kun to ting at sige:

1- i dag kaldes komikere som Stephen Colbert og Jon Stewart for den femte statsmagt i USA, på grund af deres formidling, som ikke er tilstræbt objektiv eller lært på et journalistkursus.

2- væsentlighed er ikke en færdig ende i sig selv, det er en filtrering som skal ses ud fra den enkeltes behov på det aktuelle tidspunkt. Altså defineres væsentlighed i langt højere grad af søgeord i Google end af nyhedskøen på Ritzau.

Men havd skal journalisterne så gøre af sig selv i fremtiden? Der er mange bud fra medierne selv og deres hårdt prøvede chefer. Alt fra at redigere virkeligheden til at perspektivere den. Men sjovt nok ikke et eneste om det håndværk, der ligger nedenunder alle historier. Nemlig at kunne fortælle en historie så folk gider læse den. Og gøre den tilgængelig så folk kan finde den når den er aktuel -for dem.

Dansuenza

Tdligere har denne signatur (af en eller anden grund har dette udtryk altid pisset mig helt vildt af) klaget over tidens degradering af dansuenza, fra meget morsom sketch til tidstypisk popdanseshow.

Men nu er klippet tilbage og tilgængeligt på nettet. Det viser sig at være fra en serie programmer, der hed “Op på ørerne vi er kørende” fra 1978. Jeg så klippet sammen med min datter på 13. Jeg grinede knowingly over en ung Pouls Nesgaard og en ung Thomas Winding, der bare gav den gas. Hun smsede, kiggede væk, gabte og kedede sig bare utroligt bravt. Men blev dog siddende i samtlige 4:21 min, mens hun savnede et godt popdanseshow. Måske er titelforskydningen mere symbolsk end som så.

Nå, anyway -det er stadig vores verden nogle år endnu før ungerne tager over: find klippet på Bonanza, det er klip nummer 22 under emnet 100 klip.